Dimissionstale d. 27. juni 2025

Af Julie Egerton Bisgaard, VHF-student 2025

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle stå her i dag.

Med hue.

Med uddannelse.

Vejen hertil har været svær.

To år hjemme med fuld skolevægring i udskolingen.

To sene diagnoser.

Og en knækket selvtillid.

Desværre er det ikke en problematik, jeg har stået alene med.

Mange unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser oplever det samme - hver eneste dag.

Et skolesystem, hvor man falder udenfor.

Et samfund hvor man ofte bliver misforstået - eller overset.

Men så kom VHF.

En gymnasial linje, hvor diagnoser ikke er et tabu, men en del af hverdagen.

Et sted, hvor der er plads - både fysisk og mentalt - til at være, som man er.

VHF har været min vendepunkt.

Her er jeg blevet mødt med respekt og forståelse fra lærere, der har set mig som mere end mine udfordringer.

Her har jeg mødt klassekammerater, der ved, hvordan det føles, når energien ikke rækker - og hvor en dårlig dag ikke kræver en forklaring.

Men det særlige ved at gå på et almen gymnasium er også, at vi har delt fag og timer med de almene HF- og STX-elever.

Og det har vist mig noget vigtigt:

At rummelighed ikke er noget, der kun findes i et klasselokale for sig selv - det kan leve i hele skolen.

Jeg har følt mig velkommen, set og respekteret - også i de fællesskaber, jeg måske tidligere har været bange for at gå ind i.

Fagligt har VHF givet mig en ny tro på egne evner.

Jeg har lært mere, end jeg troede muligt.

Men det største er måske det, jeg har lært om mig selv.

At jeg faktisk godt kan.

At jeg har noget at sige - og mod til at sige det.

Derfor turde jeg også at gå ind i Elevrådet.

Og Byggeudvalget.

To steder, hvor jeg kunne bruge min stemme og mine erfaringer til at gøre en forskel - for andre og for mig selv.

Socialt har VHF været et fristed.

Et sted, hvor jeg kunne spejle mig i andre, der også kæmper med noget.

Men også et sted, hvor jeg kunne lære af dem, der kæmper med noget helt andet - eller slet ikke kæmper.

Og det er netop det, VHF kan:

Skabe bro mellem forskellighed og fællesskab.

Det er et tilbud, der gør det muligt for unge som mig at tage en uddannelse.

Men det er også et tilbud, der viser, hvordan et uddannelsessystem med plads til flere - faktisk løfter os alle.

Så til jer, der har været en del af min rejse - lærer, elever, venner og familie: Tak

Tak for rummeligheden.

For tålmodigheden.

Og for troen på, at det kunne lade sig gøre.

Og til alle jer, der sidder med jeres huer i dag - VHF eller ej:

Vi gjorde det.

Mod alle odds, måske.

Men vi gjorde det

Tak.