Samfundsfag A
Engelsk A
Om studieretningen
Du skal vælge denne studieretning, hvis du er nysgerrig på verden, interesserer dig for mennesker, politik, kultur og medier og gerne vil forstå, hvad der sker i samfundet, og hvordan sprog er med til at påvirke det.
Du behøver ikke allerede at vide en masse om politik eller være perfekt til engelsk. Det vigtigste er, at du har lyst til at diskutere, undersøge, stille spørgsmål og blive klogere på den verden, du er en del af.
Kort sagt: Samfundsfag og engelsk er studieretningen for dig, der ikke bare vil vide, hvad der sker i verden, men også hvorfor det sker, og hvordan vi taler om det.
3 hurtige om studieretningen
Hvad kommer du til at opleve?
Du kommer til at arbejde med den engelsksprogede verden og de samfund, vi er en del af. Vi undersøger aktuelle politiske, kulturelle og sociale problemstillinger og kombinerer samfundsfagets analyser med engelske tekster, taler, medier, film og litteratur.
Du kan fx komme til at arbejde med:
- USA og amerikansk politik: Hvorfor stemmer amerikanerne, som de gør? Vi arbejder med valg, politisk kommunikation, sociale medier og politiske taler og undersøger samtidig temaer som den amerikanske drøm, ulighed og identitet.
- Den Amerikanske Drøm: Fokus på social mobilitet, ulighed og muligheder i det amerikanske samfund.
- Kriminalitet og retfærdighed: Undersøgelse af det amerikanske retssamfund, herunder diskussion af spørgsmål om straf, overvågning og retssikkerhed.
- Storbritannien i forandring: Hvad betyder klasse, kultur og national identitet i det moderne Storbritannien? Her kan vi kombinere samfundsfaglige undersøgelser med britisk litteratur, film, artikler og debat.
- Globale udfordringer: Migration, klimakrise, international politik eller sociale medier og demokrati kan danne udgangspunkt for fælles projekter. Her undersøger vi både, hvad der sker, hvorfor det sker, og hvordan der bliver talt og skrevet om det.
Der vil desuden være mulighed for projekter, gæsteoplæg og ekskursioner, hvor vi møder den virkelighed, vi arbejder med i undervisningen.
Hvordan kommer du til at arbejde?
Du kommer både til at arbejde selvstændigt og sammen med andre.
Vi arbejder blandt andet med debat, gruppearbejde, præsentationer, projekter og undersøgelser. I samfundsfag lærer du at bruge data, statistik, teorier og samfundsfaglige metoder, mens du i engelsk arbejder med sprog, argumentation, kommunikation og analyse af tekster og medier.
Ofte mødes de to fag. Du kan fx undersøge en politisk problemstilling samfundsfagligt og bagefter analysere, hvordan politikere, medier eller organisationer forsøger at overbevise deres publikum på engelsk.
Hvad bliver du bedre til?
Du bliver bedre til at forstå verden omkring dig og forholde dig kritisk til den.
Du lærer blandt andet at:
- kommunikere sikkert og nuanceret på engelsk.
- analysere politiske og samfundsmæssige problemstillinger.
- gennemskue argumentation, politisk kommunikation og medier.
- arbejde med både tekster og statistisk materiale.
- diskutere komplekse spørgsmål og argumentere for dine synspunkter.
- undersøge en problemstilling selvstændigt og formidle dine resultater.
- analysere og vurdere information kritisk.
- formidle faglige emner mundtligt og skriftligt.
Det er kompetencer, du kan bruge på mange videregående uddannelser, blandt andet inden for samfundsvidenskab, kommunikation, journalistik, sundhed, sprog, kultur, undervisning og formidling, pædagogik, internationale studier og erhvervsliv.
"Lærerne lytter til os og spørger ind til, hvad der fungerer godt for os i undervisningen. De er gode til at få os med og give os ansvar, og det synes jeg er rigtig fedt. Så føler man også, at man får mere ud af det."
Melanie Bach Helgeson
Tid til sport
Tid til sport
Sport+
Med studieretningen "Samfundsfag A - Engelsk A" har du mulighed for at vælge Sport+ på gymnasiet. Sport+ er et tilbud til dig, der både drømmer om at få en studenterhue og vinde medaljer. Skemaet tager højde for to ugentlige morgentræninger - uden at uddannelsen går på kompromis med det faglige niveau.
Fag på stx
Udover dine studieretningsfag skal du have valgfag og obligatoriske fag, som er fælles for alle studieretninger. Det drejer sig om:
- Dansk, historie, matematik, samfundsfag og idræt
- Engelsk og et andet fremmedsprog, der kan være tysk, fransk eller spansk
- Biologi, fysik, informatik, kemi og naturgeografi (du skal have tre eller fire af fagene)
- Oldtidskundskab og religion
- Almen sprogforståelse (ap) og naturvidenskabeligt grundforløb (nv)
- Enten musik, billedkunst, drama eller mediefag