Hvad kan du blive?

Web IMG 1962
Billede Lasse Bjerrum Pedersen

Lasse Bjerrum Pedersen

STX-student 2013 

Hvad laver du i dag? 

Journalist og podcastvært.

Hvad lærte du i gymnasiet, som du bruger i dag? 

Jeg lærte at være nysgerrig. Ikke kun på fagligt indhold - men i høj grad på andre mennesker. Jeg var helt vild med Mariagerfjord Gymnasium som samlingspunktet for alle unge i kommunen, der gjorde, at min verden åbnede sig. Pludselig talte jeg ikke kun med mine barndomsvenner fra Valsgård, men nu havde jeg en hverdag med folk fra Arden, Hobro, Hadsund og Mariager. Det pirrede min nysgerrighed, at jeg nu mødte folk, der gjorde tingene på en anderledes måde end jeg selv - selvom vi var opvokset nærmest dør-om-dør i samme kommune. Det gjorde, at jeg blev klogere på andre, men nok mest af alt på mig selv. Og dén drivkraft, nysgerrigheden på andre mennesker, bruger jeg hver dag, når jeg går på arbejde. 

Derudover fandt jeg ud af, at gymnasietiden er et øjebliksbillede i livet: Du behøves ikke at have en forkromet plan for fremtiden, når du starter. Eller dimitterer for den sags skyld. Det skal nok komme alt sammen. Ro på. Jeg endte selv med at komme ind på journalistuddannelsen. Et sted hvor du ikke engang skal bruge en gymnasial uddannelse. Men dét jeg har fået med mig i bagagen, bl.a. fra min tid på gymnasiet, klædte mig til syvende og sidst på til at kunne konkludere: ”Det er sgu da dét her, jeg skal”!

Var der et tidspunkt i gymnasiet, der inspirerede dig til din vej videre?

Jeg kan huske, at én af mine klassekammerater, da vi skulle på studietur til London, tog et toastjern med i bagagen. Da jeg grinende spurgte ham, hvorfor han i alverden havde prioriteret at tage dét med, svarede han fuld af overbevisning: ”Jeg har betalt for 12 kilo bagage. Så vil jeg fandeme også have 12 kilo bagage med”. Jeg tager hatten af for ham. Han var – alle dage i gymnasiet – skideligeglad med hvad andre tænkte om ham. Og dén der ukuelighed har jeg fundet ret inspirerende lige siden. For jeg tror, han havde fat i noget: Måske skal man ikke tænke så meget over, hvad andre tænker.

Hvad vil du sige til en, der overvejer at starte på Mariagerfjord Gymnasium? 

Afsted med dig! Du kommer ikke til at fortryde, at du bruger tre år på Mariagerfjord Gymnasium, for du får ikke bare en hue: Du får venner for livet.

LÆS FLERE HISTORIER