Studiestøtte og vejledning
Få en hjælpende hånd
På Mariagerfjord Gymnasium har vi en ambition om, at vores elever gennemfører studentereksamen, og at deres eksamensresultat bliver så godt som muligt. For nogle elever kræver det særlige hensyn og støtte, og derfor har gymnasiet en række fagpersoner, der står klar med en hjælpende hånd.
Hver klasse har tilknyttet en elevvejleder, der tilbyder individuel vejledning og orienterer om gode studievaner, uddannelser og meget andet. Derudover har gymnasiet en læsevejleder, to matematikvejledere, to socialpædagoger, en coach og en skolepsykolog, der vil støtte dig i løbet af gymnasietiden.
Det er også muligt at få en fortrolig samtale med skolens coach eller gymnasiepræst. Og hvis du gerne vil slippe en dårlig vane med fx at bruge snus, kan du aftale en tid med en nikotinstopvejleder på gymnasiet.