Elevråd og udvalg
Her kan du få indflydelse
På Mariagerfjord Gymnasium har du mulighed for at sætte dit aftryk på stort og småt i hverdagen. Du kan fx være med til at arrangere fredagscaféer, holde fester eller planlægge nye miljøvenlige tiltag. Der er sjældent langt fra ord til handling, så har du en god idé, kan du være med til at præge gymnasiet.
Det handler naturligvis om indflydelse og vigtige beslutninger, men også om at være en del af et tæt fællesskab, hvor du møder elever fra andre klasser og årgange.
"Om det er i udvalgene, i elevrådet eller i undervisningen – jeg føler, der bliver lyttet til eleverne på gymnasiet, og dét er megafedt."
Oline Kirsten Errebo Melgård (2.mz)
Elevrådet
Gymnasiet har et aktivt og engageret elevråd, hvor alle klasser er repræsenteret med to elever – en repræsentant og en suppleant. Elevrådet fungerer som et talerør for eleverne, og elevrådets forretningsudvalg står desuden for den daglige dialog med ledelsen.
Elevrådet mødes som regel en gang om måneden og står derudover for forskellige udvalg, der blandt andet arrangerer fredagscaféer og events på gymnasiet. Desuden er elevrådet repræsenteret i skolefestudvalget, hvor årets gallafest bliver planlagt.
Miljøråd
"Get MF Green" aka Miljørådet består af elever fra alle gymnasiets årgange, der ønsker at gøre noget ved miljøet og klimaforandringerne. Gruppen består af cirka 25 elever, som mødes en gang om måneden for at planlægge og finde på nye miljøvenlige tiltag. De seneste år har miljørådet haft stor succes med blandt andet en tøjbyttedag og konkurrencer, der fylder pendler-bilerne op med passagerer.
SoMe-gruppen
SoMe-gruppen består af en lille gruppe elever, der styrer gymnasiets profil på Instagram. Gruppen tager billeder, skriver og laver film, så alle kan følge med i, hvad der sker på Mariagerfjord Gymnasium.
Parantesen
Parantesen
Festudvalget
Parentesen er navnet på gymnasiets festudvalg, der arrangerer og afholder fire Parentesfester hvert skoleår. Udvalget består af elever fra alle årgange, som er valgt af tidligere medlemmer. De vægter fællesskab og engagement meget højt, og de prøver så vidt muligt altid at inddrage gymnasiets øvrige elever som inspiration til kommende fester.