Her får du indflydelse
 
 

På Mariagerfjord Gymnasium bliver du mødt af en grundlæggende tillid, fordi vi tror på, at vores elever kan utrolig meget inden for alle områder, hvis bare de får lov.

Der står elever bag alle de sociale arrangementer på skolen - lige fra den månedlige fællessamling ”Plenum”, fredagscaféer og fester til årets store musical. Mange er også med i klasserådet og elevrådet, hvor de er i dialog med lærerne og ledelsen og dermed har indflydelse på stort og småt i hverdagen. Andre er involveret i gymnasiets eget støtteprojekt, Gym4Wildlife, hvor eleverne samler penge ind til den globale dyrebeskyttelsesorganisation, World Animal Protection. Fx sælger eleverne varme toasts til fredagscaféerne og laver en årlig støttecafé, hvor hele overskuddet går til dyrene.

Derudover har vi et aktivt miljøråd, der har været med til at indføre en række grønne og energibesparende tiltag på gymnasiet. Blandt andet laver kantinen økologisk og bæredygtig mad – hver dag. Og på skolens tag er der installeret et stort solcelle- og solfangeranlæg, der leverer en masse energi og varme. Alle kan følge med i solcelleanlæggets produktion af strøm, og dataene bliver ofte brugt i fysikundervisningen (følg de to links til højre).

Flere gange er Mariagerfjord Gymnasium blevet belønnet for det grønne arbejde: Som det første gymnasium i Danmark fik vi det grønne miljøflag, og i 2015 modtog skolen ”Mariagerfjord Miljøpris”.

Grønt flag