Introaftenen er aflyst pga. vejret!

Første skoledag

 
mandag D. 08. august 2022, kl. 15.08
Mariagerfjord Gymnasium sagde i dag velkommen til næsten 200 nye elever. De blev modtaget med farverige skilte, høj musik, store smil og dansende tutorer ved hovedindgangen.

For de nye elever startede første skoledag med en fælles velkomst, inden de forsvandt ud i klasserne sammen med deres teamlærere og tutorer. Her skulle de lære hinanden og gymnasiet bedre at kende med navnelege, en rundvisning og masser af praktisk information.

Efter frokost havde tutorerne planlagt en fotosafari, hvor de nye elever skulle jagte point med deres mobilkamera sammen med deres nye klassekammerater. Fx udløste et billede af ”sokker i sandaler” 30 point, mens et billede af ”alle mand i fjorden” gav 200 point. Alle var dog tørskoede, da vinderen senere blev udråbt: Gf5 løb med sejren og et pizza-gavekort til hele klassen.

Aktiviteterne fortsætter

I år er de nye elever fordelt i to hf-klasser, en vhf-klasse og fem stx-klasser. Og de kan se frem til en række ryste-sammen-aktiviteter i den kommende tid. Blandt andet skal alle hf- og stx-klasser på en introtur til Kyst- og Fjordcentret ved Randers Fjord, hvor de skal overnatte udendørs. Læs mere om introturen for nye hf-elever og nye stx-elever.

Derudover holder gymnasiet en ryste-sammen-dag fredag d. 19/8 med sjove aktiviteter om dagen og en fest om aftenen sammen med gymnasiets øvrige elever.

Desuden skal eleverne som noget helt nyt deltage i en fælles studiestartsdag fredag d. 9/9, hvor nye elever mødes på tværs af uddannelserne i byen. Dagen arrangeres i samarbejde mellem gymnasiet, HEG, SOSU-skolen og kommunen.

En god start på dagen

Skoleårets start byder også på et andet nyt initiativ: Gratis morgenmad til eleverne på Mariagerfjord Gymnasium.

Tilbuddet udspringer af et ønske fra flere elever, der fortæller, at de ofte har svært ved at nå at spise morgenmad hjemmefra, inden de skal med en bus. Og da morgenmaden som bekendt er et vigtigt udgangspunkt for både læring og trivsel, vil gymnasiet i en forsøgsperiode servere morgenmad inden 1. lektion – foreløbig frem til efterårsferien.

Det nye tilbud starter allerede tirsdag d. 9/8 med havregryn og cornflakes i B43. Alle elever er velkommen til at kigge forbi og fylde maverne op, inden skoledagen starter.

Herunder kan du se flere billeder fra første skoledag.

Studiestart 2022Studiestart 2022Studiestart 2022Studiestart 2022Studiestart 2022Studiestart 2022