Introaftenen er aflyst pga. vejret!

Blåstempling af grøn kantine

 
onsdag D. 31. august 2022, kl. 10.06
Nu er det officielt: Kantinen på Mariagerfjord Gymnasium har kvalificeret sig til bronzemærket i økologi. Det Økologiske Spisemærke er den første for MOS Kantine og for et gymnasium i Nordjylland.

Kantinedriften på Mariagerfjord Gymnasium blev overtaget d. 1/8 2020 af MOS Kantine, der satte økologi, bæredygtighed, dyrevelfærd og lokale råvarer på menuen. Egentlig var alle kriterier for Det Økologiske Spisemærke opfyldt dengang, men ansøgningen blev forsinket på grund af corona og nedlukninger. Nu er driften atter normal, ansøgningen er blevet godkendt, og det store røde Ø-mærke pryder gymnasiets kantine. Det er første gang MOS Kantine får mærket, og samtidig er Mariagerfjord Gymnasium det første nordjyske gymnasium, der kan prale at Det Økologiske Spisemærke.

- Det Økologiske Spisemærke på gymnasiet er vores første officielle, men nok ikke det sidste, hvis man ser på tallene fra vores andre lokationer. Det føles rigtig godt at vide, at vi sparer grundvandet for rester af pesticider og kunstgødning ved at bruge økologiske varer. Alene i juni måned har vi skånet 210.000 liter grundvand, lyder det stolt fra Martin Vraa Olesen, der er indehaver af MOS Kantine.

MOS Kantine fokuserer på økologi, bæredygtighed, dyrevelfærd og lokale råvarer i sæson, og dét er et rigtig godt match med gymnasiets grønne værdier, lyder det fra rektor Søren Urup:

- Det Økologiske Spisemærke er et vigtigt skridt på vejen til at blive et endnu grønnere gymnasium. Det kan godt være, at det ikke har den store betydning i dagligdagen, men det er en milepæl både for gymnasiet og for vores elever, der er optaget af klimasagen.

Én af de unge er William Knudsen Kirk, der går i 3.yz på Mariagerfjord Gymnasium. Han er engageret i gymnasiets miljøråd og har blandt andet været med til at arrangere en tøjbyttedag for eleverne på skolen. Miljøet er en mærkesag for ham, og derfor er han også glad for kantinens nye økologiske mærke:

- Det er megafedt, at gymnasiets kantine har fået Det Økologiske Spisemærke. I forvejen synes jeg, vores kantine har lækkert mad, og så er det jo fedt, at det også er økologisk. Bare tanken om det gør, at maden smager meget bedre, fortæller han.

Det Økologiske Spisemærke er en statskontrolleret mærkningsordning, der viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske. Spisemærket findes i tre udgaver: Guld (90-100%), sølv (60-90%) og bronze (30-60%). Ifølge Martin Vraa Olesen har gymnasiets kantine en økologiprocent et godt stykke over 40% og har derfor gjort sig fortjent til bronzemærket.

MOS Kantine
Pernille Dam Petersen og Anne Udengaard Vasic laver koldhævede boller til næste skoledag.