Introaftenen er aflyst pga. vejret!

Udstil din kunst

 
onsdag D. 09. februar 2022, kl. 11.48
Nu har du chancen for at udstille dine værker på Kunstetagerne i Hobro, der holder en censureret udstilling i foråret 2022. Udvælgelsen af værkerne sker d. 19/4 i salen på Mariagerfjord Gymnasium.

Vil du gerne med på udstillingen på Kunstetagerne med dine egne værker? Skriv til Merete Christensen (MEC) på Lectio inden d. 15/3.

Går du rundt som uopdaget kunstner? Et kunstnerisk stortalent inden for design, som ingen har fået øje på endnu? Vi tænkte det nok! Derfor har alle gymnasiets elever nu fået chancen for at udstille egen kunst eller design i det store offentlige rum!

Det store offentlige rum er et lille område helt oppe under loftet på Kunstetagerne. Kravet til dit værk / dine værker er, at de skal være parafraser over værker fra Kunstetagerne / Hobro Kunstsamling, hvis de skal kunne være med i konkurrencen.

Hvad er en parafrase, tænker du måske? En parafrase er en fortolkning på et billede – en ny version af et oprindeligt kunstværk. Du skal lave en parafraser over et værk fra Kunstetagerne / Hobro Kunstsamling for at kunne være med. For at et billede skal kunne kaldes for en parafrase, skal man kunne få øje på det oprindelige billede i det nye billede. Du kan se eksempler på parafraser her.

Kort om Kunstetagerne

Kunstetagerne er et kunstmuseum, som ligger i forbindelse med Hobro Bibliotek - der er altid åbent, og entréen er gratis, så alle kan gå ind og se sig om.

Hobro Kunstsamling har noget for enhver smag – fx er der masser af værker af kunstneren Hans Henrik Lerfeldt, der maler mange nøgne damer, men man kan også se virkelig flot kjoledesign på Kunstetagerne lige nu. Læs mere om Kunstetagerne Hobro her.

Datoer


Tirsdag d. 19/4 mellem kl. 7.30 og 9.45 i gymnasiets fællessal: Indlevering af dine værker. Der kan indleveres malerier, skulpturer, tegninger, grafiske tryk og videokunst fra alle gymnasiets elever i salen på Mariagerfjord Gymnasium d. 19/4 kl. 7.30 – 9.45. Du behøver ikke være billedkunst- eller designelev – alle er velkomne til at indlevere værker.

Tirsdag d. 19/4 fra kl. 10.00: Udvælgelsen af værker (censurering). Den kunstfaglige medarbejder ved Kunstetagerne i Hobro, Anna Lie Stokbro, kommer til gymnasiet d. 19/4 kl. 10.00 og gennemser jeres værker. Hun udvælger de værker, som vi kan få lov til at udstille på Kunstetagerne.

Tirsdag d. 19/4 fra 11.20 til senest kl. 13.25 henter I jeres værker fra salen igen.

Torsdag d. 21/4 – 6/5: Censureret udstilling på Kunstetagerne. 

Torsdag d. 21/4 kl. 16.00 er der fernisering på selve kunstudstillingen på Kunstetagerne i Hobro for os med fest og taler, snacks og cider. Kom og tag din farmor med. Udstillingen bliver hængende indtil fredag d. 6/5 2022.