Introaftenen er aflyst pga. vejret!

Årets første studenter

 
mandag D. 20. juni 2022, kl. 10.51
Mandag morgen trådte årets første studenter ud på den røde løber efter deres sidste eksamen. Dermed er festen skudt i gang med glade studenter, glædestårer, flag og flyvende champagnepropper.

Vanessa Nobre Pedersen (3.d) trådte ud på den røde løber efter sin sidste eksamen i historie, mens Victoria Lundqvist Lund (2.p) sluttede med en eksamen i dansk. Begge blev modtaget af deres familier og rektor Søren Urup med blomster og lykønskninger, og herefter skulle de hejse flaget sammen ude foran gymnasiet.

- Jeg har glædet mig sindssygt meget til, at den sidste eksamen er overstået, og jeg kan kalde mig selv for student. Det er vildt! Jeg har været vant til at gå i skole, siden jeg var lille bitte, og nu skal jeg ud og lave noget helt andet. Det bliver en meget anderledes hverdag for os alle sammen, lyder det fra Victoria, der fortsætter:

- Jeg har planer om at tage mindst to sabbatår, hvor jeg skal arbejde, og så tror jeg måske, at jeg vil ud at rejse for de penge, jeg sparer op. Dét glæder jeg mig til. Hvad der skal ske derefter, har jeg ingen idé om. Måske ser jeg et eller andet på rejsen, hvor jeg tænker: ”Det er dét, jeg skal være”.

Lidt ambivalent

Vanessa har det på præcist samme måde. Hun regner med at tage et sabbatår med et arbejde og en rejse – måske til Frankrig, Portugal eller USA, hvor hun har familie – og herefter vil hun i gang med at studere. Måske vælger hun sygeplejerskeuddannelsen, måske et studie på Aarhus Universitet, måske… Det må tiden vise.

Lige nu gælder det om at fejre huen med en masse studenterfester og en længere studenterkørsel på torsdag, hvor Vanessas klasse starter i Handest og slutter i Østre Hurup.

- Og så er det slut! Jeg har det lidt ambivalent med det, fordi jeg har haft tre gode år på gymnasiet. Min klasse har været fantastisk, jeg har haft gode lærere, og der har været en god faglighed. Så selvom jeg har glædet mig til at blive færdig, bliver det også hårdt, siger Vanessa.

Studenterfesten fortsætter

Efter Vanessa og Victoria er der fulgt flere studenter efter, og lige nu summer gymnasiet af lettede studenter og stolte familier med store smil og glædestårer.

De næste dage fortsætter festlighederne, og onsdag eftermiddag har alle fået deres studenterhue på. Torsdag d. 23/6 har mange klasser arrangeret studenterkørsel, og fredag d. 24/6 holder gymnasiet dimission, hvor studenterne får overrakt deres eksamensbevis.

Omkring 170 studenter dimitterer i år fra Mariagerfjord Gymnasium.

Studenter 2022