
Flaget var hejst fra morgenstunden og ved hovedindgangen stod lærerne og ledelsen klar til at tage imod de første afgangselever, der har fået grønt lys til at komme tilbage i skole.
Sidste gang, de var på gymnasiet, var tilbage i december, hvor der var pyntet med nisser og julestjerner i alle lokaler. Nu er julepynten taget ned, og juleferien er for længst forbi.
- Det er lidt surrealistisk at tænke på, at vi ikke har været på gymnasiet i over to måneder. Det er dejligt at være tilbage, og selvom vi kun kan komme i skole hver anden uge, er det bedre end ingenting – og i hvert fald meget bedre end at være på Teams hele tiden, siger Sofie og Sidse (3.e) med et smil bag mundbindet.
I spisepausen var der sandwichs til alle, for det er ikke kun eleverne, der har savnet gymnasiet – de ansatte på gymnasiet har i den grad også savnet eleverne.
- Det er dejligt med liv på skolen igen. Dét har vi savnet, siger rektor Søren Urup og fortsætter:
- Vi havde selvfølgelig håbet på, at fortsættereleverne også kunne komme tilbage på gymnasiet i et eller andet omfang. Det trænger de mindst lige så meget til som afgangseleverne. Derfor glæder jeg mig over, at vi trods alt går mod lysere tider – også når det handler om covid-19.
Fortsættereleverne skal følge den virtuelle undervisning foreløbig frem til d. 5/4, mens afgangseleverne kan komme i skole på skift én uge ad gangen. Det vil sige, at afgangsklasserne skal være en uge i skole og herefter have en uge med virtuel undervisning hjemme.
Næste mandag d. 8/3 vender den anden halvdel af afgangsklasserne tilbage på gymnasiet.