Så er isen brudt

 
fredag D. 20. august 2021, kl. 14.46
Fredag holdt gymnasiet ryste-sammen-dag for alle de nye elever. En dag, hvor bøgerne var lagt på hylden, og hvor det kun handlede om at lære hinanden endnu bedre at kende.

Dagen startede med morgenmad i klasserne, hvor tutorerne også havde planlagt forskellige hyggelige aktiviteter.

Efter frokost satte alle kurs mod banerne bag Idrætscenteret, hvor der ventede en anderledes version af sten-saks-papir. Legen endte lettere kaotisk, men ret sjovt, da næsten 200 mennesker løb rundt på plænen som et æg, kylling, dinosaurus eller supermand...

Herefter skulle der dystes! Alle nye klasser blev inddelt i mindre hold, og de skulle nu konkurrere mod hold fra andre klasser i blandt andet sækkevæddeløb, huskeleg, støvlekast – og selvfølgelig også det legendariske trillebørsræs. Overalt blev der grint, svedt og heppet højt på holdkammerater for at komme først. Det var nemlig ikke kun håneretten, der var på spil, men også retten til at være førstevælger blandt forskellige ingredienser til en lagkage.

Tilbage på skolen kastede eleverne sig over at fremstille den flotteste lagkage med de vundne ingredienser. Nogle hold var kreative med krymmel, parasoller, appelsiner og makroner, mens andre kom på en hård prøve, da de skulle piske flødeskum med en plastikpose.

Til sidst blev alle kagerne vurderet, og da vinderkagen var kåret, kunne eleverne endelig kaste sig over de 24 flotte lagkager.

Se flere billeder fra ryste-sammen-dagen i fotogalleriet her.