Introaftenen er aflyst pga. vejret!

Forfatter på CV'et

 
torsdag D. 16. december 2021, kl. 15.06
Brian Saugberg er dansklærer, historielærer, kronikør – og nu også forfatter. For nylig udgav han sin første digtsamling, ”Angst slår hjerter ud af takt”, der bygger på en blanding af selvbiografi og fiktion.

En indtrængende usynlig og lydløs kraft
Kontroltab
Hovedet overmandes af rædsel
Grænser opløses
Et sirenehoved gisper efter vejret
Det truende vanvids vægtløse hammer

Sådan lyder et uddrag fra digtsamlingen, ”Angst slår hjerter ud af takt”. Forfatteren bag er Brian Saugberg, der til dagligt underviser på Mariagerfjord Gymnasium.

- Jeg er på ingen måde en ny Søren Ulrik Thomsen, men jeg har brugt de seneste fire måneder på digtsamlingen, lyder det beskedent fra ham.

- Jeg er nået til et sted i livet, hvor det pludselig – næsten af det blå – kom til mig, at jeg skulle forsøge mig som digter. Tidligere har jeg skrevet meget sagprosa i form af kronikker, men nu ville jeg prøve at sætte følelser, fornemmelser og forestillinger på vers i en lettere eksplosivt, metaforisk form.

I lyriske form skildrer digtene den angst, der rammer mange danskere hver eneste dag i større eller mindre grad. Brian Saugberg har valgt selv at udgive værket i en erkendelse af, at der stort set ikke længere udgives digtsamlinger i Danmark.

Du kan læse mere om udgivelsen i Vesthimmerlands Avis fra d. 8/12 2021 på side 9.