Introaftenen er aflyst pga. vejret!

Festligt gensyn

 
mandag D. 08. november 2021, kl. 11.43
Lørdag aften mødtes gamle gymnasievenner og lærere til gammel-elev-fest i Hobro. Festen bød på masser af gensynsglæde, livlig snak, dans og gensyn med to populære gymnasiebands.

Første lørdag i november. Er du student fra gymnasiet, er det en dag, hvor du fremover skal sætte et stort kryds i kalenderen. Her holder Mariagerfjord Gymnasium nemlig fest for alle tidligere elever. I år faldt datoen d. 6/11 2021, hvor over 400 gamle elever og lærere strømmede til gymnasiet. Der var elever fra årgang 1974 til 2021, der var jubilarer, og der var mange, som havde rejst langt for at være med til festen.

Ved 18-tiden kom de første gæster, og med en velkomstdrink i hånden blev der hilst på de gamle gymnasievenner. Mange tog også en tur ned af ’memory lane’ på skolens gange, hvor især studenterbillederne blev studeret nøje. Gensynsglæden var stor, og den livlige snak fortsatte under middagen, hvor MOS Madhus serverede en treretters buffet.

Efter spisningen blev dørene åbnet for de øvrige festdeltagere, og dj’en skruede op for musikken. Nogle forsvandt ind på lærerværelset, der var omdannet til en hyggelig lounge, hvor man kunne hvile ørerne og snakke med hinanden. Imens blev dansegulvet i Grønnegården fyldt med studenter fra alle årgange. Det vakte især stor begejstring, da musikken blev overtaget af de to gamle elevbands, No Citron og Rakkerpak, der gav et par numre.

Netværk for tidligere gymnasieelever

Baggrunden for festen er et stort netværk for tidligere gymnasieelever fra Hobro. Netværket findes som en lukket Facebookgruppe, der har fået navnet Gym4Life, hvor alle skolens årgange mødes. Samtidig har gymnasiets lærere mulighed for at trække på medlemmernes viden og erfaringer og inddrage dem i undervisningen på skolen.

Du kan se flere billeder fra festen, hvis du er med i den lukkede gruppe på Facebook.

Gl elev fest 21

Festen bød også på et gensyn med Henrik Damsgaard (tidligere underviser i dansk og billedkunst) og Søren Munthe (tidligere vicerektor). De har lige nu udstillet en række af deres flotte akvareller, som blev beundret af festdeltagerne i løbet af aftenen. Hvis du ikke var med til gammel-elev-festen, kan du stadig nå at opleve udstillingen på gangen ved lærerværelset i gymnasiets åbningstid.