Bliv klar til eksamen

 
fredag D. 12. marts 2021, kl. 07.51
Er du nervøs for eksamen – måske ligefrem angst? Tilmeld dig et kursus i eksamensangst på gymnasiet og få hjælp. Du kan læse om kurset her, hvor du også får gode råd til, hvordan du bliver klar til sommerens eksamener.

I foråret holder gymnasiet kurser, hvor du kan lære at tackle din eksamensangst. Der vil være et fælles oplæg, og der bliver mulighed for dialog i mindre, overskuelige grupper eller enkeltvis. Det er skolepsykolog Laila Fauerskov Duch, elevvejleder & lærer Tina Andersen og socialpædagog Peter Thomsen, der står for at afholde kurserne.

Laila Favrskov Duch Tina Andersen Peter Thomsen
Laila Fauerskov Duch
Skolepsykolog
Tina Andersen
Elevvejleder & lærer
Peter Thomsen
Socialpædagog


Nysgerrig? Tjek Lectio, hvor du har fået en besked om kurset. Ellers er du velkommen til at tage fat i elevvejleder Tina Andersen eller socialpædagog Peter Thomsen, hvis du vil høre mere om, hvad kurset går ud på. Send evt. en sms til Tina (27 26 08 55) eller Peter (25 80 78 55).

Har du lyst til at deltage, kan du søge med det samme eller senest mandag d. 22. marts 2021. Udfyld og send ansøgningen til Tina Andersen (TAN) via beskeder på Lectio.

Gode råd til eksamen

Her har skolens elevvejledere, socialpædagoger og psykolog samlet deres bedste råd, så du er klædt godt på til sommerens eksamener. De gode råd er også samlet i en pdf-fil, du kan printe her:

Gode råd til eksamen

Hvad kan du gøre i god tid inden eksamen?

  • Få styr på regler og rammer for eksamen.
  • Spørg din lærer, hvis du er i tvivl.
  • Få styr på, hvornår du skal op i hvilke fag.
  • Læg en plan tidligt i forberedelsesfasen (ugeskema, dagsskema – gerne visuelt).
  • Hvis du har behov for hjælp til at lave en plan og få struktur, så tag fat i en af gymnasiets socialpædagoger, Charlotte eller Peter (personligt, send en sms eller skriv en besked i lectio).
  • Følg planen!


Få dækket dine basale behov

  • Spis sundt og varieret flere gange om dagen.
  • Skab rammerne for at du får dækket dit søvnbehov.
  • Sørg for at skabe et trygt område, hvor du kan fordybe dig i din eksamensforberedelse.
  • Sørg for at du får mulighed for ro til koncentration.
  • Aftal med dine nærmeste, hvordan de bedst kan støtte dig i denne periode.
  • Få motion og frisk luft.
  • Hold pauser.


Hvad skal du gøre kort inden eksamen?

  • Få øvet din eventuelle fremlæggelse for nogle (Charlotte og Peter vil gerne øves for…)
  • Vigtigt at du øver den ved at tale højt og tydeligt, ligesom du skal til eksamen.
  • Orienter dig om, i hvilke(t) lokale(r) du skal eksamineres og forberede dig i.
  • Dobbelttjek tidspunktet.


Hvad skal du gøre på dagen?

  • Stå op i god tid.
  • Få noget nærende at spise.
  • Få styr på at du har pakket ALT det, du skal og må medbringe til eksamen.
  • Tag op på skolen i passende tid.
  • Fokuser på, hvordan DU lader bedst op (musik i ørene, snakke med folk, skærme dig selv eller andet) – gør det!
  • Få noget væske, få tisset af osv.


Hvad gør du under eksamen?

  • Tag initiativet når eksamen starter.
  • Hold fokus på din vejrtrækning (det er okay at holde korte pauser).
  • Hold fokus på det, du skal præsentere.
  • Hold fokus på det, du kan.
  • Prøv – også selvom det er svært.
  • HUSK at censor og eksaminator ikke er fjender. De vil også gerne, at det går dig godt.


Hjælpemidler

  • Download appen Eksamenshjælp - her kan du få hjælp, information og gode råd til eksamen, både før og under.
  • YouTube-videoer kan hjælpe med at skabe balance og ro i sindet – søg på mindfulness.
  • Lav vejrtrækningsøvelser for at mindske angst og stress.
  • Find flere gode råd på mindhelper.dk.