Et spørgsmål om ære

 
fredag D. 30. oktober 2020, kl. 18.26
I dag havde gymnasiet besøg af Nader Ashkani, der har stiftet foreningen ’Ny identitet’. Han gav et tankevækkende indblik i en kultur, hvor ens krop og sind er familiens ære og ejendom.

Nader Ashkani er vokset op i Aarhus med danske venner og levede en normal tilværelse med et job i fagbevægelsen. En aften var han ude at spise med nogle kollegaer, da han fik øje på en smuk kvindelig tjener. Han kunne ikke få øjnene fra hende og spurgte, om han måtte få hendes telefonnummer. ”I det øjeblik ændredes mit liv for altid”, fortalte han eleverne på 2.årgang, der lyttede intenst til det gribende og tankevækkende foredrag.

Springbræt til et nyt liv

Efter det første møde skrev Nader Ashkani og pigen sammen – ofte til langt ud på natten – men pigen afslog altid at mødes. Lige indtil en nat, hvor han pludselig blev ringet op med besked om, at hvis han ville se hende, var det NU. Han kørte tværs gennem landet, og da han var fremme, hoppede hun ind i bilen og råbte ”kør kør kør”. Dér fandt han ud af, at hun havde levet i et tvangsægteskab, hvor hun blev udsat for vold og misbrug, da hun sagde til familien, at hun ville skilles.

Dermed fik han pludselig øjnene op for, at der er danske kvinder, der lever under streng social kontrol fra deres ægtemænd og familier. Senere stiftede han foreningen ’Ny identitet’, som hjælper kvinderne med at flygte og få en ny start.

Med livet som indsats

Det kan være svært at tro, at det foregår i Danmark, men det gør det, understregede Nader Ashkani flere gange i løbet af foredraget. Med rystende tv-klip og billeder fortalte han, hvordan nogen familier tager alle midler i brug for at bevare kontrollen over pigernes – og dermed familiens ære. Fx med genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, tvunget selvmord og omskæring af pigerne. På et tidspunkt måtte enkelte forlade salen for at undgå at se optagelser af en pige, der blev omskåret til familiens store begejstring.

Foreningen har igennem de seneste år oplevet en stor stigning i henvendelser fra kvinder, der har brug for hjælp, og Nader Ashkanis liv er fuldstændig forandret, fortalte han. I dag lever han under konstant beskyttelse, flere steder i Danmark kan han ikke vise sit ansigt, og der er kameraer overalt i huset – endda på toilettet. ”Dét er vilkårene”, lød det fra ham.

Efterfølgende var der store roser fra eleverne til Nader Ashkani for hans foredrag og store arbejde: ”Det var sygt spændende – tiden fløj af sted”, sagde en af de elever, der stod i kø for at veksle et par ord med Nader Ashkani efter foredraget.

Læs mere om foreningen ’Ny identitet’ på deres hjemmeside: www.ny-identitet.dk

Ny identitetNy identitetNy identitet