Symmetriske mønstre

 
torsdag D. 16. januar 2020, kl. 15.47
3.y og 3.xy besøgte for nylig Aalborg Universitet, hvor de hørte om en slags matematik, der er forskellig fra den, de arbejder med til hverdag på gymnasiet: Symmetri - i naturen, kunsten og matematikken.

Tirsdag d. 14/1 var de to matematik A-hold i Aalborg sammen med deres lærere, Jens Peter Hansen og Jørn Skoven Pedersen. Her besøgte de Aalborg Universitet, hvor de fik en kort forelæsning om symmetri. Kristian Højen fra 3.y fortæller om turen:

I arbejdet med symmetrien handler det ikke nødvendigvis om at ”regne den ud”, som det ellers gør i den almindelige matematikundervisning. Derimod kan det blot handle om at observere de mange symmetrier, der er overalt omkring os, i naturen såvel som menneskeskabt kunst. Især sidstnævnte var relevant for eleverne, der sidste år besøgte noget af det mest velkendte symmetribaserede kunst: Dekorationerne på Alhambra i Granada i Spanien, som de så på deres studietur.

Efter en tiltrængt frokost skulle eleverne selv på banen, her var der tid til at eksperimentere med forskellige computerprogrammer, der kan lave flotte og farverige symmetrier. Efter det kreative arbejde var der et kort oplæg ved en af de universitetsstuderende, der fortalte om studielivet og uddannelsesmulighederne på Aalborg Universitet. Til slut besvarede Martin Raussen spørgsmål til dagens aktiviteter og sagde tak for i dag.