Spritministeren takker af

 
torsdag D. 17. december 2020, kl. 13.31
Gymnasiets spritminister – alias driftsleder Jan Larsson – går på pension ved årets udgang. Han glæder sig, men indrømmer samtidig, at han kommer til at savne skolens sociale miljø blandt elever og ansatte.

For lidt over 20 år siden startede Jan Larsson som pedelmedhjælper på Hobro Gymnasium, som skolen hed dengang. Senere blev han forfremmet til driftsleder, men nu er det slut. Ved årets udgang trækker han stikket og går på pension.

- Jeg glæder mig! Nu har jeg været på arbejdsmarkedet i godt 50 år, hvoraf de sidste 20 år har været på gymnasiet. Og jeg har brændt for det her sted, men nu er det tid til at trække mig tilbage, lyder det fra 66-årige Jan Larsson.

Han vil i stedet bruge sin tid på golf, badminton og flere forskellige renoveringsprojekter derhjemme.

- Der er et ordsprog, som hedder: ”Intelligente mennesker keder sig aldrig”, og dét tænker jeg bare, jeg følger, ha ha.

Et større og grønnere gymnasium

Jan er en markant skikkelse, som de fleste nok husker fra deres gymnasietid. Han har været involveret i både stort og småt, og han efterlader en skole, der rent driftsmæssigt og miljømæssigt er helt i top.

- Min kæphest har været at spare på driften, så gymnasiet i stedet har kunnet bruge penge på elever og lærere. Det sidste regnskab viste faktisk, at vi sparer 420.000 kr. på driften om året på grund af fx solcelleanlægget, det nye kedelanlæg, energiglas i ruderne, udskiftning til LED-pærer og et nyt ventilationsanlæg. Det har selvfølgelig været store investeringer, men de fleste er tjent hjem igen, fortæller Jan og slår fast:

- Og den helt store sidegevinst er selvfølgelig, at gymnasiets udledning af CO2 er faldet med 135 tons om året!

Vil savne det sociale

Spørger man Jan om, hvad han kommer til at savne allermest ved Mariagerfjord Gymnasium, kommer svaret prompte: Det sociale fællesskab!

- Gymnasiet er kendt for at have et godt socialt miljø – både blandt ansatte og blandt eleverne. Dét kommer jeg til at savne, men så må jeg jo bare tage herop, når lejligheden byder sig.

Og hvis kaffeautomaten på lærerværelset ikke virker den dag, han kigger forbi…

- Ja, så er det ikke mit problem. Det bliver SÅ godt.

Jan har sidste arbejdsdag torsdag d. 17/12. Hans afløser er Alexandar Laumann, der selv gik på gymnasiet for 25 år siden.