I skovens dybe stille ro

 
fredag D. 02. oktober 2020, kl. 11.45
For nylig var gymnasiets gymnastiksal omdannet til en teaterscene – midt i skoletiden – hvor Teatret FAIR PLAY opførte en ungdomsforestilling om en ung piges selvmordstanker.

Foto: David Trood

”Mira Mobeck blev kun 13 år. Hun tog sit eget liv. Hun efterlod: En mor, En far, En bror, En kat og to marsvin, En stor Familie, Klassekammerater. Og en 69 sider lang dagbog.” Sådan beskrives forestillingen ”I skovens dybe stille ro”, der tager udgangspunkt i Miras efterladte dagbog. 

Anna Kristiansen og Pauline Andersen (Gf3) var blandt de elever, der oplevede forestillingen på gymnasiet. Her fortæller de om deres indtryk:

"Vi har været inde og se “I skovens dybe stille ro” sammen med vores grundforløbsklasse. Vi synes, at det var en meget speciel og anderledes oplevelse. Denne forestilling mindede ikke om noget, man havde set før, det var meget originalt! Hele sceneopsætningen, lyset, lydene, udførslen osv. Vi mener dog kun, at dette er en god ting. Det spillede. Selvom der kun var to personer, som udførte stykket, formåede de virkelig at kreere en helt speciel stemning og atmosfære!

Selvmord er et meget tungt emne, som i den grad skal tages seriøst. Vi synes, at “I skoven dybe stille ro” havde et rigtig godt budskab, nemlig at man skal få snakket med nogen, hvis man går med mørke tanker. Vores eneste ide til forbedring skulle være, at der kunne være lidt mere behagelige siddepladser.

Alt i alt et rigtig fint skuespil!"

Du kan læse mere om forestillingen på www.fairplay.dk.