Htx får ny adresse

 
tirsdag D. 19. maj 2020, kl. 19.02
Onsdag aften var nye htx-elever inviteret til et orienteringsmøde, hvor de fik besked om, at de skal starte på ungdomsuddannelsen som planlagt til august – blot på en anden adresse i Hobro.

Egentlig skulle htx starte op efter sommerferien i et tæt samarbejde mellem Mariagerfjord Gymnasium og Erhvervsskolerne Aars, men planerne er nu ændret. I stedet for at møde på gymnasiet til første skoledag, skal de nye htx-elever starte ved det tidligere Tradium, som blev overtaget af Erhvervsskolerne Aars i begyndelsen af året.

- Grundlæggende er årsagen til beslutningen, at situationen har ændret sig en del det seneste år, altså siden vi søgte om ministeriets godkendelse, forklarer rektor Søren Urup.

- Erhvervsskolerne Aars er i gang med at fusionere med Tradiums afdeling i Hobro på Kirketoften, og i den forbindelse opstår en ny himmerlandsk institution for erhvervsrettede uddannelser – det er vores ønske, at htx i Hobro skal være en del af det miljø, supplerer Ulf Givskov Bender, der er direktør for Erhvervsskolerne Aars.

Fremadrettet kommer Erhvervsskolerne Aars til at udbyde og drive htx-uddannelsen alene i Hobro. Det er planen, at eleverne i den første periode får fast base på Kirketoften i Hobro, men de vil også komme til at bruge nogle af faciliteterne, fx laboratorier og lignende på Mariagerfjord Gymnasium.

Søren Urup glæder sig over, at htx-uddannelsen er tilbage i byen, men fortæller også, at det ikke har været nogen nem beslutning at ændre rammerne for uddannelsen:

- Forudsætningerne har ændret sig, og set i dét lys er det her den bedst mulige løsning. Men jeg må da erkende, at det er med blødende hjerte, at vi nu giver depechen med udbud af htx videre til Erhvervsskolerne Aars, siger Søren Urup og uddyber:

- Uddannelsen har været en enorm gevinst for gymnasiet, og jeg mener i al beskedenhed, at vi på trods af relativt få og små klasser har været gode til at drive htx. Eleverne har i hvert fald klaret sig godt, haft lavt frafald og en høj trivsel. Vi har lært meget af htx, som vi vil tage med videre, selvom uddannelsen ikke er hos os mere.

- Jeg har den dybeste respekt for Mariagerfjord Gymnasium og den opgave, de har løftet. Derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at dette ikke er afslutningen på vores samarbejde, men nærmere en anderledes begyndelse, end den vi så for os for år tilbage. Vi vil fortsat samarbejde om htx-uddannelsen, og vi vil også finde andre områder at samarbejde om, lyder det fra Ulf Givskov Bender.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Hans Henrik Bøg Holme på tlf. 24 66 03 53 eller mail hhh@mf-gym.dk.