Nyt støtteprojekt

 
onsdag D. 05. februar 2020, kl. 12.44
Måske har du lagt mærke til, at gymnasiets støtteprojekt har skiftet navn fra Gym4India til Gym4Wildlife? Nu skal gymnasieeleverne samle penge ind til beskyttelse af elefanterne i Tanzania.

Gym4India startede i 2015, da Mariagerfjord Gymnasium sagde farvel til Operation Dagsværk – og goddag til sit eget støtteprojekt i samarbejde med Dansk - Indisk Børnehjælp. Siden har gymnasieeleverne samlet penge ind til den humanitære forening og deres arbejde i den sydindiske delstat Tamil Nadu. I 2018 kunne eleverne således overrække 10.000 kr. – og i 2019 nåede beløbet op på 15.406 kr., der har støttet et børnehjem for piger og et sundhedsprojekt i Indien.

- Eleverne har været meget engageret i arbejdet, og det er lykkedes dem at indsamle store beløb, som faktisk kan gøre en forskel, siger uddannelsesleder Hans Holme.

Det indiske børnehjem er imidlertid lukket, og det har givet anledning til at finde et nyt støtteprojekt på gymnasiet. Idéerne har været mange, formålene gode - og nu er valget faldet på World Animal Protection og deres indsats for at beskytte elefanterne i Tanzania.

- Det er en organisation, der hjælper dyr over hele verden. Det kan fx være vilde dyr, der udnyttes til underholdning, eller dyr, der ikke har det godt på grund af klimaforandringerne, forklarer Katja Jakobsen og Lotte Andreasen fra 3.xz, og de fortsætter:

- Elefanterne i Tanzania er et meget håndgribeligt formål i modsætning til nogen af de andre støtteprojekter, vi har haft oppe at vende, som fx bekæmpelse af forurenede have. Med World Animal Protection føler vi, at vi kan gøre en forskel med det beløb, vi samler ind på gymnasiet, og derfor giver det her projekt mest mening for os.

Tanken bag Gym4Wildlife er at sætte fokus på dyrenes velfærd igennem forskellige arrangementer på skolen. Fx har eleverne planer om at sælge varme toasts til fredagscaféerne og lave en støttecafé, hvor hele overskuddet går til Gym4Wildlife – og dermed til dyrene.

I skoleåret 2019-2020 består arbejdsgruppen af cirka 17 elever. Har du lyst til at være med i Gym4Wildlife, kan du hive fat i én fra gruppen eller kontakte uddannelsesleder Hans Holme.