Årets første vhf-student

 
onsdag D. 17. juni 2020, kl. 11.44
Anastasia var glad og synligt lettet efter den sidste eksamen i mundtlig psykologi. Nu kan hun kalde sig student - og endda årets første på Mariagerfjord Gymnasium.

Anastasia fik i dag studenterhuen på efter sidste eksamen i psykologi. Nu venter et sabbatår, hvor hun overvejer at tage på højskole, og herefter måske en videregående uddannelse. Vhf (visiteret hf) har nemlig givet hende blod på tanden for at studere, fortæller hun:

- Vhf har givet mig troen på, at der faktisk er nogen i uddannelsessystemet, der brænder for at hjælpe en. Og så har jeg lært, at i de rigtige rammer kan man udvikle sig helt enormt. I starten var jeg meget usikker, men i løbet af de tre år er der virkelig sket en stor udvikling med min selvtillid og personlighed. På den måde er vhf ikke kun en faglig uddannelse, men også en følelsesmæssig uddannelse, hvor jeg er blevet klogere på mig selv.

Studenterfesten går for alvor løs på gymnasiet i næste uge. Her bliver eleverne i 2.hf og 3.vhf fejret efter deres sidste mundtlige eksamen, mens det i år er lidt anderledes for eleverne i 3.htx og 3.stx. De er inviteret til en såkaldt huebegivenhed på gymnasiet henholdsvis mandag d. 22/6 og tirsdag d. 23/6. Her får eleverne overrakt deres skriftlige eksamenskarakterer, hvorefter de kan tage studenterhuen på og blive fejret af deres familier.

Årets dimission bliver afholdt fredag d. 26/6 – dagen efter studenterkørslen – og den er også lidt anderledes i år. Som følge af myndighedernes retningslinjer bliver dimissionen nemlig afholdt klassevis for studenterne og deres nærmeste pårørende. Ved dimissionen bliver der taget klassebilleder, og derudover vil der være taler, underholdning og til sidst en lille hyggelig reception.

Første student
Efter den sidste eksamen blev Anastasia modtaget af rektor Søren Urup med en buket blomster, og herefter skulle hun være med til at hejse skolens flag.