Aflysning af studierejser

 
onsdag D. 23. september 2020, kl. 14.09
Gymnasiet har besluttet at aflyse alle rejser i uge 40 og 41.

Som opfølgning på statsministerens pressemøde i fredags modtog vi søndag en anbefaling fra Børne- og Undervisningsministeriet om, at alle studierejser bør aflyses (i første omgang frem til d. 4/10). Som selvejende institution er vi underlagt forvaltningsloven, og det betyder, at vi retter os efter myndighedernes anbefalinger. Derfor har vi besluttet at aflyse alle studieture i uge 40 og 41. I stedet bliver der undervist som normalt.

Det drejer sig om følgende:

  • 2.p: Berlin
  • 2.q: Berlin
  • 3.abc: Kreta
  • 3.d: Grønland
  • 3.lmx: Berlin
  • 3.s: Athen
  • 3.yz: Berlin
  • 3.vhf: København 

For de klasser, hvor der endnu ikke er fundet en destination (3.e og 3.r), gælder ligeledes, at de heller ikke rejser i uge 41.

Det er mildest talt en meget uheldig situation, vi er blevet sat i – både elever, forældre og vi som skole. Udmeldingen fra Børne- og Undervisningsministeriet har hidtil været, at vi har skullet følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger, og det har vi gjort. Søndag kommer anbefalingen om, at vi skal aflyse, selvom Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til de destinationer, vi efter planen skulle rejse til. Vi er med andre ord uforskyldt blevet fanget i en rigtig træls situation, som vi ikke selv har været herre over på trods af, at vi hele tiden har fulgt de udmeldte retningslinjer. 

Vi er straks gået i gang med at undersøge mulighederne for at flytte de aflyste rejser til foråret. I og med at der er tale om rejser til forskellige destinationer og med forskellig rejseform, vil det tage noget tid at finde ud af, hvad der er af muligheder, men vi vil løbende holde jer opdateret. Vi vil også søge at holde elever og forældre så økonomisk skadesløse som muligt.

Vi er rigtig kede af, at vi uforskyldt er endt i den her situation. Både lærere og ledelse har lagt et stort stykke arbejde i at få studierejserne til at lykkes, og eleverne har glædet sig til at komme afsted – et lyspunkt i en tid, hvor mange andre ting ikke kan lade sig gøre. Som sagt arbejder vi videre med at løse problemerne, så vi i stedet kan rejse i løbet af forårssemestret 2021. Planlægningen vil naturligvis ske under hensyntagen til skolens øvrige aktiviteter og sommerens eksamener. 

Såfremt du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte:
- Christian Møller Larsen, international koordinator: Tlf. 24 81 34 90, mail cml@mf-gym.dk
- Karen Bente Holmgaard, international koordinator: Tlf. 28 29 80 74, mail kbh@mf-gym.dk

- Søren Urup, rektor: Tlf. 28 72 32 88, mail soeu@mf-gym.dk

Med venlig hilsen
Søren Urup, rektor ved Mariagerfjord Gymnasium