Handleplan 2016/17
 
 

Pædagogisk udvikling og pædagogisk efteruddannelse
Interne og eksterne projekter og udviklingsarbejder
Tekniske, IT- og bygningsmæssige udviklingsarbejder

1. Pædagogisk udvikling og pædagogisk efteruddannelse

Rammerne for skolens pædagogiske udviklingsarbejde er de pædagogiske dage, hvor alle deltager i forskellige arbejdsgrupper (som man kan melde sig til, eller som man deltager i via arbejdsopgaver), og den individuelle pædagogiske efteruddannelse. Alle lærere har ret og pligt til 1 dags individuel pædagogisk efteruddannelse. Pædagogisk Udvalg (PU) udbyder en række workshops og aktiviteter, hvortil lærerne kan melde sig og på den måde udfylde denne del af efteruddannelsesrammen på en konstruktiv og ukompliceret måde.
Tovholdere: PU/SMU

1.1 Synlig læring - Pædagogisk eftermiddag, 27. september
Det centrale ved synlig læring er at få skabt læringsbevidste elever. Eleverne skal blive bevidste om - og aktive i - deres egen læringsproces, og de skal kunne svare på:
- Hvad er jeg ved at lære?
- Hvor langt er jeg?
- Hvad er mit næste skridt?
En forudsætning for at elever kan blive læringsbevidste er, at læringen, både den, der skal ske, og den, der er sket, synliggøres, bl.a. ved hjælp af klare læringsmål og succeskriterier samt tydelig evaluering, herunder både feedback og feedforward.
Tovholdere: PU/MHJ

1.2 Evaluering og karakterer - Pædagogisk dag, d. 15. december
Tanja Miller holder oplæg og skaber diskussion om, hvordan vi giver karakterer og evaluerer elever og os selv. Det handler også om, hvordan eleverne oplever karaktergivningen, og hvordan det stadige evalueringspres kan hæmme læringen
Man kan forberede sig her:
https://www.eva.dk/projekter/2015/karaktergivning-i-de-gymnasiale-uddannelser/hent-udgivelse/karaktergivning-i-gymnasiet/view
Tovholder: PU

1.3 Reform af gymnasiet og hf - Pædagogisk eftermiddag d. 25. april
En ny reform er på trapperne, og vi skal finde vores egne løsninger inden for de nye rammer. Vi håber, at der i april er mere klarhed over alle de detaljer, der har stor betydning for vores dagligdag, men som ikke fremgår tydeligt af politikernes beslutningspapir.
Tovholdere: PU/SMU

1.4 Pædagogiske efteruddannelsestilbud i skoleåret 2016-17 - Udbudt af Pædagogisk udvalg (PU):

1.4.1 It-workshops - et modul flere gange i løbet af året
I løbet af skoleåret skifter vi FirstClass ud med Office365 og Onedrive - er du fx helt parat til det?
Tovholdere: HHH/ASO

1.4.2 Studiegruppe om synlig læring
Den læringsstil, som forskningen viser, giver de bedste resultater
Tovholder: MHJ

1.4.3 Kollegial supervision
Den mest effektive vej til at blive en bedre underviser. Idéen med kollegial supervision er, at en lille gruppe af lærere med en fælles reference, typisk samme fag eller samme klasse, på skift overværer undervisningsmoduler hos hinanden og efterfølgende har en samtale om forløbet med det formål at udvikle underviserens refleksion og selvforståelse. I den sidste ende med det mål, at underviseren kan forbedre sin undervisningspraksis på de områder, som underviseren udvælger.
PU sørger for fælles opstart og fælles afrunding med erfaringsudveksling
Tovholdere: PU/SMU/TAN

1.4.4 Omlagt elevtid/omlagt skriftlighed - workshop 3 timer
Forsøget med ”Ny skolehverdag” gav omfattende erfaringer med at omlægge elevtiden, og den efterfølgende evaluering fra eleverne har givet et kæmpe datamateriale. Vi dykker ned i besvarelserne og prøver at finde ud af, hvad der duer, og hvad der giver problemer.
Tovholder: SMU

1.4.5 Faglig læsning - workshop 3 timer
Hvordan læser du egentlig, og hvordan får du fortalt eleverne, hvordan de bedst læser i netop det fag?
Tovholder: CKN/CTH

1.4.6 Dit eget kursus - din egen workshop
Er der noget pædagogik, som du gerne vil blive klogere på, så er der mulighed for at samle nogle kolleger på tværs af fagene og lave jeres egen workshop. Kontakt SMU og hør nærmere.
Tovholder: SMU

1.5 Historiefaggruppen - faglig studierejse til Rom
I efteråret 2016 tager historiefaggruppen på faglig studierejse til Rom. Der er udarbejdet et program, der kommer omkring såvel ældre som aktuelle aspekter af Roms og Italiens historie. Formålet med turen er at bidrage med inspiration og konkret input til udarbejdelse af forløb og undervisningsmateriale til brug i undervisningen.
Tovholder: SOEU

1.6 Samfundsfaggruppen - faglig studierejse til Bruxelles
I foråret 2017 tager samfundsfaggruppen på faglig studierejse til Bruxelles. Med briternes "Brexit" er EU-samarbejdet havnet i en af sine mest alvorlige kriser siden samarbejdets start umiddelbart efter 2. verdenskrig. Der er udarbejdet et program, hvor samfundsfagsgruppen bl.a. skal besøge EU-Parlamentet og EU-Kommissionen for at diskutere krisens omfang og alvor, hvordan den løses, og i hvilken retning EU-samarbejdet fremover skal udvikle sig. Formålet med studierejsen er at opdatere deltagernes viden og indsigt i den aktuelle situation i EU, en viden, der skal bruges til at opkvalificere undervisningen om EU.
Tovholder: SOEU

2. Interne og eksterne projekter og udviklingsarbejder


2.1 Virk-SOM-ung
Skolen deltager i et regionsprojekt, der arbejder for, at flere elever med uddannelsesfremmed baggrund kommer i kontakt med virksomheder for derigennem at danne forestillinger om et fremtidigt karrierevalg (gennem mødet med inspirerende jobfunktioner). Studier beskriver vigtigheden af netop rollemodeller og virkelighedsnær undervisning for at kunne se sig selv i en fremtidig karriere.
I projektet fokuseres på at etablere de strukturer, der skal til for at udvikle stærke samspil mellem vejledning, virksomhedstilknytning og undervisningen på htx. I projektet struktureres virksomhedssamarbejde på de enkelte ungdomsuddannelser i form af antallet og diversitet af virksomhedssamarbejder i undervisningen i forhold til forskellige jobmuligheder og fagområder. Projektet afsluttes december 2016.
Tovholder: MMA

2.2 Nordjyske Gymnasiers Talentakademi
Projektet er en fælles koordineret indsats for talentfulde unge elever i hele Nordjylland. Målet er at sikre talentfulde elevers trivsel, udfordre dem på et passende niveau, med en passende progression og samtidig løfte klassernes niveau generelt. Talentakademiet er bygget op om, at talentfulde elever deltager i tre akademidage pr. semester, hvor både regionale aktiviteter i samarbejde med de videregående uddannelser og lokale aktiviteter er på programmet. Det nuværende projekt med regional støtte afsluttes december 2016. Desuden har skolen valgt at starte et nyt talenthold op efter sommerferien dog uden regional støtte.
Tovholder sundhed og teknologi: KNI
Tovholder humaniora: KPA
Tovholder business: TAN
Projektkoordinator: MMA

2.3 HF-udviklingsgruppe
En arbejdsgruppe bestående af AYM, BJE, KIT, SOEJ, SOEU og TAN har med udgangspunkt i de faglige og sociale udfordringer, hf står overfor, revideret gymnasiets hf-tilbud, så vi i højere grad organisatorisk, fagligt, socialt og pædagogisk kan imødegå disse udfordringer. Arbejdet fortsætter i dette skoleår med videreudvikling af lektielight, formativ evaluering og anvendelsesorientering. Endvidere vil vi i dette skoleår arbejde med motivation i forhold til hf-eleverne, ligesom vi arbejder med at implementere et samarbejde med professionsuddannelserne og en praktikordning.
Tovholder: SOEU

2.4 Regionalt projekt: Inklusion i og uden for vhf
Projektet videreudvikler konceptet omkring vhf og dokumentationen af vores arbejde for unge med autisme-spektrum-forstyrrelser med henblik på en permanentgørelse i henhold til Asperger-lovgivningen.
Tovholder: JEN/KIT/SOEU

2.5 Mindset-arrangement
Som en del af arbejdet med skolens hf-profil har hf-arbejdsgruppen planlagt en mindset-workshop for alle lærere, der underviser i 1.hf og 2.hf, samt interesserede lærere. Det finder sted torsdag den 1. september kl. 12.15-15.15.
Mindset-teorien handler om, hvordan den enkelte elev bedst muligt bliver i stand til at forløse sit eget potentiale, og et af de centrale aspekter i den sammenhæng er elevens forestilling om læring og læringsstrategi. Herhjemme er det især Viborg Gymnasium, der har arbejdet med mindset-teorien; et arbejde de sidste skoleår modtog GL’s uddannelsespris for. Vi har derfor inviteret Peter Arnborg Videsen og Kasper Ploug Jepsen til at lave en workshop for os torsdag d. 1/9, kl. 12.15-15.15. Peter og Kasper vil fortælle om mindset-teorien, og om hvordan man arbejder med den, ligesom de vil komme med et konkret eksempel på, hvordan man arbejder med mindset-tankegangen i en 1.hf på Viborg Gymnasium.
Tovholder: hf-arbejdsgruppen/SOEU

2.6 Arrangement vedr. arbejdsformer til bevægelse og læring
Som en forlængelse af arbejdet med skolens hf-profil, tilbydes interesserede lærere d. 22/9-16 kl. 12-15 et kursus i, hvorledes man kan integrere bevægelse i sin undervisning og derved øge elevernes læring.
I flere forskningsprojekter og undersøgelser fremgår det, at der både kan være sociale, personlige og faglige fordele ved at inddrage bevægelse i læringsrummet. Arbejdsformerne på kurset er udviklet, afprøvet og tilpasset undervisningen på en dansk ungdomsuddannelse, og har til hensigt at give deltagerne inspiration til variation. På kurset præsenteres og afprøves der 9-10 forskellige arbejdsformer, hvor der veksles mellem arbejdsformer, hvor bevægelser inddrages i forbindelse med den faglige læring, og arbejdsformer, hvor den faglige læring kobles direkte til kropslige erfaringer.
Kursusholder er Rudi Lauridsen fra Sct. Knuds Gymnasium
Tovholder: hf-arbejdsgruppen/MHJ

2.7 Matematiknetværk i Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Gymnasium har i samarbejde med skolechefen i Mariagerfjord Kommune besluttet at etablere et matematiknetværk i kommunen. Netværket vil til en start bestå af samtlige matematiklærere og - vejledere på Mariagerfjord Gymnasium samt af 2-3 matematiklærere fra samtlige af kommunens folkeskoler. Der vil endvidere blive sendt invitation til deltagelse i netværket til HHX og HG/Tradium-Mariagerfjord, Tech-College/Mariagerfjord samt VUC/Mariagerfjord (HF-e).
Formålet med netværket er at etablere bedre overgange fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne, således at kommunens elever fremadrettet vil have lettere ved at påbegynde undervisning i et nyt regi efter en ny læreplan, og vi dermed vil kunne gøre kommunens elever mere matematik-motiverede og mindre matematik-forskrækkede - helt i tråd med bl.a. gymnasiereformens intentioner.
Det første Matematiknetværksmøde foregår på Mariagerfjord Gymnasium tirsdag d. 13. september kl. 9.00 til 15.15. Til dette møde har vi inviteret matematikvejledere fra Silkeborg Gymnasium, der om formiddagen vil orientere om deres mangeårige initiativ omkring samarbejdet med deres folkeskoler, hvordan de tackler overgangen fra folkeskole til gymnasium, og hvilke matematik-støtteinitiativer de har iværksat på gymnasiet. Eftermiddagens program vil blive meldt ud efter skolestart, men vil naturligt handle om at få etableret kontakter mellem uddannelsesinstitutionerne med henblik på det videre samarbejde.
For gymnasiets lærere er der således tale om et faggruppebaseret efteruddannelseskursus, som vi forventer vil kunne give et godt grundlag for fremadrettet at få sat samarbejde og matematik på dagsordenen i kommunen.
Tovholder: KKE/JSP/JEN/MHJ

2.8 Brasilien-projekt
I det kommende skoleår vil vi få besøg at 15 brasilianske elever og 2 undervisere. I september måned vil 3.d således være værter for brasilianerne, men under besøget vil vores gæster indgå i undervisningen, hvor det er muligt og fagligt forsvarligt. Under besøget i september vil de brasilianske elever og eleverne fra 3.d desuden i fællesskab afvikle en brasiliansk temadag på Søndre Skole.
I februar er der individuelt genbesøg i Brasilien, hvor store dele af 3.d vil deltage.
Tovholder: SOEU/CML

2.9 Samfundsfag A - Matematikprojekt
I de kommende skoleår vil der være et udvekslingsprojekt i 1d/Brasilien og 1e/NC, Asheville, der skal motivere samfundsfag A-elever for matematik på A-niveau. Der vil være et samarbejde med Prof. Ole Skovsmose, Brasilien, University of Asheville og Prof. Mogens O. Madsen fra AAU ud fra Ole Skovmoses teorier om ”matematiske undersøgelseslandskaber”.
Tovholder: JEN/CML

2.10. EFM-værktøjer
Et udviklingsprojekt, der skal resultere i en samlet beskrivelse af de handlemuligheder, som kan iværksættes i forhold til elever, der på den ene eller anden måde har brug for hjælp. Projektet starter i løbet af efteråret.
Tovholder: SMU

2.11. Rundbordssamtaler
Skolens ledelsesform med ledelse, udvalg, arbejdsgrupper, faggrupper og lærerdeltagelse er snart 10 år gammel. Har vi (stadig?) den bedste løsning i forhold til fx faggrupper og udvalg, og hvordan sikrer vi et stort engagement i ad hoc arbejdsgrupper og projekter i forlængelse af den kommende gymnasiereform?
Hvordan kan vi sikre en dynamisk skole, der formår at håndtere eksisterende og kommende udfordringer? Hvordan får vi de bedste vilkår for projekter og aktiviteter, der kan betyde udvikling for såvel lærere, elever og ledelse? De spørgsmål vil en gruppe lærere sammen med en del af ledelsen diskutere i løbet af efteråret. Både lærere og ledelse er valgt/udpeget.
Tovholder: JEN

2.12. Gymnasie- og hf-reform
Med det politiske forlig om en gymnasiereform med ikrafttræden pr. august 2017, vil der blive nedsat en arbejdsgruppe bestående af en repræsentant fra hf-arbejdsgruppen, fra htx-arbejdsgruppen og fra PR/FU, der sammen med ledelsen vil tage fat på de udfordringer, som reformen konkret vil byde på. Det bliver sikkert også nødvendigt at nedsætte en række ad hoc arbejdsgrupper til at undersøge forskellige delemner i forbindelse med reformen. Vær vaks og meld dig, når du bliver inviteret!
Tovholder: Ledelsen

3. Tekniske, it- og bygningsmæssige udviklingsarbejder


3.1 Solcelleanlæg på hovedbygningen
Installation af solcelle-anlæg på hovedbygningen med henblik på yderligere optimering af bæredygtighed ved selvforsyning af el.
Tovholder: jhl

3.2 Nyindretning af ekstra vhf-lokale
For at sikre de bedste undervisningsbetingelser for de unge i vhf-klassen, er der inddraget et ekstra lokale, da der i dette skoleår både er en 1. og en 2. vhf.
Tovholder: KIT/jhl

3.3 Overgang til Outlook/Office365 og Onenote - Udfasning af FirstClass
I løbet af skoleåret udfases brugen af FirstClass som mail- og intranetplatform. I stedet indføres Office365. I første omgang skiftes mail og efterfølgende alle de hyppigt brugte fællesgrupper omkring klasser, fag og udvalg. Herefter overflyttes de dokumenter m.v., som er bevaringsværdige.
IT-gruppen har vedtaget en tidsplan, der løbende revideres og offentliggøres. Office365 er mere fleksibelt og billigere i drift end FirstClass.
Tovholder: SMU/JKS

3.4. Udvikling af ny hjemmeside
Strukturen af den nye hjemmeside er fastlagt i forrige skoleår, og i løbet af de første måneder i dette skoleår bliver alt indholdet gennemrevideret og overflyttet til den nye hjemmeside.
Tovholder: SMU/mbp

3.5. Mariagerfjord Gymnasiums kunstneriske profil
Der iværksættes en indledende analyse af behov og muligheder for at booste de kunstneriske fag i relation til reformens krav og gymnasiets profil.
Tovholder: JEN/SMU