Danmarks bedste lærer

 
fredag D. 10. maj 2019, kl. 12.42
Brian Saugberg har vundet hovedprisen som Årets Lærer i Politikens landsdækkende konkurrence. Dommerne roser ham for at bruge egne metoder i undervisningen og gøre sine fag meningsfulde for eleverne.
Af Mette Brandt-Petersen

- Det er en kæmpe pris og cadeaus. Jeg er voldsomt stolt af mig selv og har fået lyst til at gøre det endnu bedre fremover.

Ordene kommer fra Brian Saugberg, der er årets vinder af Politikens Undervisningspris i gymnasiekategorien. I tirsdags var han i København for at modtage prisen til et arrangement med middag, underholdning, taler og prisuddeling.

- Da vi kørte til København, ringede de fra ”Go’aften Danmark” og spurgte, om jeg kunne lave et kort videoklip med mit bedste råd til andre undervisere. Så vi måtte holde ind på en rasteplads på vejen – jeg var lidt stresset, for vi var bagud med tiden. Videoen måtte max fylde 30 sekunder, og hvad skulle jeg lige finde på at sige? Og så ringede de tilbage efter to timer og sagde, at statsministeren netop havde udskrevet valg, så de var nødt til at aflyse mit indslag. Jeg kom altså ikke med i Go’aften Danmark, smiler Brian.

Han nåede frem i tide til prisoverrækkelsen, men der var alligevel noget, han havde overset: En takketale!

- Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle holde takketale og havde derfor ikke forberedt noget hjemmefra. Heldigvis var jeg den sidste, der skulle op på scenen, så jeg nåede at skrive stikord på mit bordkort. Jeg var så nervøs, at jeg nærmest helt glemte at trække vejret, men da jeg først kom på scenen, vidste jeg pludselig, hvad jeg ville sige. Talen handlede blandt andet om, at det vigtigste for min undervisning ikke er, om eleverne bliver til noget, men at de bliver til nogen. Selvfølgelig er det vigtigt at lære stoffet og årstal, men de skal også blive til mennesker. Det ramte plet, og bagefter kom folk hen og roste talen.

Der er ingen tvivl Brians faglige dygtighed, men det er ikke derfor Brian skal have prisen. Brian fortjener nemlig prisen for et andet element, som han mester til UG: Motivation. […] Som tidligere elev kan jeg fortælle, at Brians motivation og faglig dygtighed stadig følger mig i dag på daglig basis. Brians undervisning har beriget mig, at han fik mig til at tro på, at jeg kunne noget mere end hvad jeg selv forventede. Brian fortjener prisen for at være mere end ”bare en gymnasielærer”.
/ Indstilling til Politikens Undervisningspris


Brian har undervist i Dansk og Historie på Mariagerfjord Gymnasium siden 2011, hvor han netop var blevet færdig på Aalborg Universitet. Ved siden af sine studier havde Brian arbejdet som folkeskolelærer, og de erfaringer han havde høstet dér, tog han med sig til gymnasiet.

- Da jeg underviste i folkeskolen, lærte jeg at skabe ro, tryghed, rummelighed og få alle med, og det har virkelig været en kæmpe fordel at have med som gymnasielærer. Og klasseledelse ikke mindst, jeg har aldrig haft problemer med at styre en klasse.

Hans undervisning vækker begejstring blandt eleverne. Og da Politiken åbnede op for indstillinger af engagerede lærere i foråret 2019, fik det mange elever - både nuværende og tidligere - til tasterne. Brian var blandt de fem gymnasielærere, der gik videre i konkurrencen, og de blev bedt om lave en kort video, hvor de beskrev deres lærerrolle.

- I min video fortalte jeg om nogle af mine undervisningsmetoder, fx ”Brian-runden”, der handler om at få alle med i undervisningen. Jeg starter timen med at vise et billede eller spille et stykke musik, og så får eleverne et kort øjeblik til at tygge på dét, de lige har set eller hørt. Herefter hører jeg alle elever hele vejen rundt om deres mening. Der er ikke krav om en dybdegående analyse, det handler kun om deres oplevelse af teksten. Alle skal sige noget, og alle får sagt noget. Og når de først har sagt noget i starten af timen, er der forhåbentligt flere, der tør byde ind med noget efterfølgende.

Hans måde at undervise på er enestående, og han får altid sine elever til at føle, at de i hvert fald ikke er gået forgæves til hans timer. Der er plads til alle i Brians timer. Der er plads til at have en dårlig dag, til at have en super god dag, der er plads til diskussioner, argumentationer og ikke mindst et godt kammeratskab.
/ Indstilling til Politikens Undervisningspris


En anden undervisningsmetode kalder Brian ”Væk fra den sorte tavle”, og den handler om at afvæbne den frygt, mange elever har for at skulle fremlægge for klassen. I stedet fremlægger eleverne i mindre grupper, hvor der er færre øjne, der hviler på dem.

Brians præsentationsvideo fejede benene væk under dommerpanelet. Nogle af metoderne havde de ikke hørt om før, og de var meget imponerede. Dommerne roste også Brian for at gøre historiefaget levende og nærværende ved at invitere personer udefra. Blandt andet har hans klasser haft besøg af en dansk krigsveteran fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og af en militærmand, der arbejdede på Thulebasen, da det amerikanske bombefly styrtede ned.

- Jeg tror, eleverne kan mærke min begejstring og glæde ved mine fag. Og så prøver jeg hele tiden at gøre undervisningen relevant og vedkommende, så det fx ikke bare er et dødsygt Steen Steensen Blicher-digt, men prøve at relatere det til nogle problematikker i deres liv.

Brian er også ekstremt god til at leve sig ind i undervisningen. Dette gør han ved at tage forskelligt tøj der matcher emnet, et par eksempler ville være John F. Kennedy trøje under emnet omkring JFK, Killer Bob fra Twin Peaks da vi havde omkring Realismebrud i kunsten. At Brian lever sig ind i undervisningen og viser en interesse før vi overhovedet ved, at trøjen er en del af undervisningen, er med til at gøre eleven interesseret og virkelig nysgerrig. Man kan sige at Brians interesse for emnet smitter af på eleverne.
/ Indstilling til Politikens Undervisningspris


Med prisen som Årets Lærer følger 75.000 kr., hvoraf de 25.000 er øremærket gymnasiet. Hvad pengene til skolen skal bruges til, er endnu uvist.

Læs mere om Politikens Undervisningspris og se flere indstillinger her (zoom ind på kortet).
Læs Politikens interview med Brian Saugberg her.

Politikens Undervisningspris 2019

Torsdag formiddag blev Brian fejret på lærerværelset af kollegaerne. Her fik han blomster af rektor Jette Engelbreth, der også holdt en kort tale: ”Du er indstillet af dine elever for at være noget ganske særligt. Vi er stolte af at have ”noget ganske særligt” – altså dig – iblandt os”, lød det blandt andet.