Engelsk efter skole

 
torsdag D. 06. september 2018, kl. 15.54
22 folkeskoleelever har takket ja til et Cambridge English-kursus på Mariagerfjord Gymnasium. Kurset er resultatet af et nyt samarbejde mellem gymnasiet og flere folkeskoler i Mariagerfjord Kommune.

Cambridge English er engelsk på højt niveau, og det kræver lidt ekstra. Derfor har folkeskoleeleverne været til en screening inden kursets start for at finde ud af, om de ville kunne klare kravene. Resultatet var positivt: Alle 22 elever, der havde tilmeldt sig, fik grønt lys og kunne dermed møde på gymnasiet torsdag d. 6/9, hvor undervisningen startede.

Eleverne kommer fra Rosendalskolen og Søndre Skole, og én af dem er Sarah:

- Jeg kunne godt bruge lidt ekstra udfordring i engelsk, og derfor meldte jeg mig til kurset. Jeg overvejer at studere eller arbejde i udlandet efter gymnasiet, og dét kan jeg bruge beviset til.

Brian Holm Sørensen underviser til dagligt i Dansk og Engelsk på Mariagerfjord Gymnasium, og han har tidligere undervist gymnasieelever i Cambridge English. Hans forventninger til det nye samarbejde er høje:

- Jeg kan allerede nu fornemme, at det er en flok dygtige unge mennesker, vi har med at gøre. Niveauet er højt, og det viser, at der på folkeskolerne i vores nærområde er en meget talentfuld flok, som helt sikkert kommer til at nyde godt af projektet, udtaler lektor Brian Holm Sørensen og tilføjer:

- Jeg synes, det har været imponerende at opleve den store velvillighed fra flere sider til at få projektet på benene. Det kan kun blive rigtig godt!

- Det nye tilbud er udtryk for vores tætte samarbejde med Mariagerfjord Kommune. Det lokale talentarbejde er vigtigt, og Cambridge English-kurset udfordrer netop de dygtige elever, som gerne vil gøre noget ekstra ud af sproget, supplerer rektor Jette Engelbreth.

Kurset på Mariagerfjord Gymnasium foregår hver torsdag eftermiddag frem til jul, hvor eleverne bliver klædt på til Cambridge English-eksamen.

Kort om Cambridge English

Mariagerfjord Gymnasium er certificeret som Cambridge English-skole og udbyder kurset for tredje år i træk. Kurset afsluttes med en mundtlig og skriftlig eksamen - ikke på gymnasiet, men i udvalgte byer - hvor man bliver eksamineret af repræsentanter fra Cambridge University. Herefter får eleverne et såkaldt Cambridge certifikat, der gælder for livstid og er internationalt anerkendt af både uddannelsesinstitutioner og virksomheder.