En at tale med

 
fredag D. 07. september 2018, kl. 08.05
Mariagerfjord Gymnasium har indgået et nyt samarbejde med to sognepræster. De vil tilbyde gymnasieeleverne et lyttende øre, hvis de trænger til at tale med en voksen uden for uddannelsessystemet.

Gymnasiets nye præsteordning blev præsenteret ved fredagens Plenum, hvor de to sognepræster, Lili Svinth og Morten Krogsgaard Holmriis, hilste på skolens elever.

Fremover kan gymnasieeleverne kontakte dem og tale med dem om alt mellem himmel og jord. Om sorger, glæder eller lige netop dét, de går og tumler med. Tilbuddet henvender sig til alle elever på skolen - både kristne og ikke kristne. Det handler nemlig ikke om at forkynde, men er derimod et tilbud til de unge om at tale med en voksen, fortæller rektor Jette Engelbreth:

- Der er måske nogen, der undrer sig over, hvad det nu er for noget, men jeg ser det som en naturlig udvidelse af skolens korps af ”varme hænder”. Gymnasiet har i forvejen både elevvejledere, psykolog, socialpædagog og en coach, der hjælper, hvis livet er svært. Og med de to sognepræster, kan eleverne nu også tale med en opmærksom voksen, der står helt uden for uddannelsessystemet.

Gymnasiet oplever et stort behov blandt eleverne for at kunne tale fortroligt med en voksen. Nogle af eleverne vil måske finde trøst hos Lili Svinth og Morten Krogsgaard Holmriis, der står klar med et lyttende øre og en skulder at græde på.

- Vi er vant til at tale med mennesker i alle livssituationer, og den erfaring vil vi bruge, når vi møder de unge på gymnasiet. Vi har tavshedspligt, og eleverne skal vide, at vi er klar til at lytte og tager alle alvorligt, siger Morten Krogsgaard Holmriis.

De to sognepræster tilhører henholdsvis Aarhus Stift og Aalborg Stift - ligesom skolens elever kommer fra begge områder. Gymnasieeleverne kan møde en af præsterne på gymnasiets bibliotek torsdag i ulige uger kl. 11-13 - første gang d. 13/9. Desuden har eleverne fået præsternes telefonnumre, så de selv kan lave aftaler om at mødes på andre tidspunkter eller steder.

Læs mere om gymnasiepræsterne her.