Farvel & tak

 
mandag D. 07. maj 2018, kl. 14.31
Efter 42 år på Mariagerfjord Gymnasium går Henrik Damsgaard på pension til sommer. Som en særlig afsked til skolen har han samlet 25 af sine værker i en udstilling med titlen ”Farvel & tak”.

Mandag var der trængsel på gangen foran lærerværelset i spisepausen. 69-årige Henrik Damsgaard havde nemlig inviteret kollegaer, billedkunstelever og gymnasiets tegneklub til fernisering af sin nye udstilling ”Farvel og tak”. Udstillingen består af 25 større og mindre værker i både farvekridt, akvarel og akrylmaling - og flere af værkerne er allerede reserveret og solgt på forhånd.

En ildsjæl takker af

Siden 1. august 1976 har Henrik undervist på Mariagerfjord Gymnasium, der dengang hed Hobro Gymnasium og HF-kursus. Han har undervist i dansk og billedkunst, og han har været involveret i flere aktiviteter uden for klasselokalet. Fx var han med til at starte elevforestillingerne i 80’erne, og i 1990’erne var Henrik med i redaktionen, der udgav nyhedsbrevet ”for resten”. Fra 1997 til 2009 arbejdede han som inspektor, hvor han stod i spidsen for gymnasiets kommunikation, var med til at opbygge den nye hjemmeside og deltog i implementeringen af Lectio.

Henriks mange projekter har sat spor - både på gymnasiet og uden for skolens mure. Fx deltog hans htx-klasse i en happening i Hobro i samarbejde med kunstneren Vibeke Rønsbo i 2016 (læs her) - og i 2017 fik hans billedkunstelever lov til at udsmykke de hvide vægge i Hobros nye busterminal (læs her). Senest har Henrik taget initiativ til en ny Tegneklub på gymnasiet, hvor tegneglade elever mødes og udveksler idéer.

Samtidig vidner den aktuelle udstilling om, at Henrik har været en produktiv kunstmaler i sin fritid. Han nyder at male, og dét er en hobby, han glæder sig til at dyrke endnu mere, når han snart får bedre tid.

Se udstillingen

Udstillingen kan opleves i skolens åbningstid frem til sommerferien fredag d. 29/6. Du kan få en lille smagsprøve på nogle af Henrik Damsgaards forskelligartede værker i fotogalleriet her.

Udstillingsplakat