Brug din stemme

 
torsdag D. 09. november 2017, kl. 15.33
Hvorfor er det vigtigt at stemme til kommunalvalget, og hvad er det egentlig, politikerne mener? Dét blev de stemmemodne elever på 2. og 3. årgang klogere på i dag, hvor der var valgdebat på gymnasiet.

Allerede fra morgenstunden stod lokalpolitikerne klar ved gymnasiets hovedindgang med pjecer og rundstykker til de morgentrætte gymnasieelever. I spisepausen rykkede politikerne ind i Grønnegården med deres farverige valgmaterialer og inviterede eleverne til en politisk snak over madpakken.

Skal man tro de seneste undersøgelser, var politikerne på en svær opgave på gymnasiet: En artikel fra tv2.dk fortæller, at det kun er 42 % af de unge op til 24 år, der regner med at stemme til kommunalvalget tirsdag d. 21/11 – en valgforsker mener, at det kan skyldes tvivl om, hvad de skal stemme på, og at unge endnu ikke har fundet deres politiske identitet.

For at hjælpe eleverne med at finde deres stemme inviterede Mariagerfjord Gymnasium til valgdebat, hvor lokalpolitikerne samledes rundt om et podie midt i Salen. Efter en hurtig præsentation af politikere, partier og mærkesager, blev debatten skudt i gang. På forhånd havde eleverne forberedt en række spørgsmål inden for emner som fx flygtninge, unge, økonomi og yderområder. Mikrofonen fløj fra politiker til politiker, der svarede og argumenterede for deres synspunkter - og hvis de blev lidt for snaksaglige, blev talestrømmen afbrudt af en klokke. Salen var livlig, og eleverne buhede og klappede som reaktion på politikernes ytringer.

For at undersøge om debatten kunne flytte stemmer, tog samfundsfagslærerne pulsen på elevernes politiske ståsted. Stemmerne blev afgivet anonymt med mobilerne i hånden - før og efter debatten. Her er resultatet:

Før debat (269 stemmer)

Socialdemokratiet 69 
Venstre   50
Radikale Venstre 32
Ved ikke 26
Alternativet 25
Liberal Alliance   22
Dansk Folkeparti  13
Socialistisk Folkeparti  11
Det konservative folkeparti 10
Enhedslisten 7
Kristendemokraterne  4



Efter debat (289 stemmer)

Socialdemokratiet 55
Venstre 63
Radikale Venstre 51
Ved ikke 29
Alternativet 17
Liberal Alliance   13
Dansk Folkeparti  21
Socialistisk Folkeparti  12
Det konservative folkeparti 11
Enhedslisten 11
Kristendemokraterne  6



Nogle var mere afklarede efter valgdebatten, mens andre havde skiftet holdning.

- Jeg er blevet klogere og har også ændret mening i forhold til, hvem jeg vil stemme på - også selvom jeg bor i en anden kommune. Jeg ved mere om de forskellige partier nu, lød det fra Jonathan (3.xz).

Cecilie (3.a) fortalte, at hun helt klart vil bruge sin stemme:

- Det bliver fedt at få lov til at sætte sit præg på, hvad der skal ske!

Du kan se billeder fra dagens valgdebat herunder:

Valgdebat 2017Valgdebat 2017Valgdebat 2017Valgdebat 2017Valgdebat 2017Valgdebat 2017