Ordet er frit

 
mandag D. 13. november 2017, kl. 14.33
Spørgelysten var stor blandt gymnasieeleverne, da Mette Frederiksen i dag besøgte Mariagerfjord Gymnasium sammen med partiets borgmesterkandidat i Mariagerfjord Kommune, Leif Skaarup.

Over middag trillede den røde valgbus op foran gymnasiets hovedindgang. Ud af bussen steg Socialdemokraternes partiformand sammen med partiets borgmesterkandidat i Mariagerfjord Kommune, Leif Skaarup. De skulle møde gymnasieleverne, der var samlet i salen.

Mette Frederiksen indledte med en opfordring om, at vi skal blive bedre til at tale sammen og passe bedre på hinanden. Hun fortalte også, at hvis det står til hende, er det slut med at spare på uddannelser, som efter hendes mening er en investering i fremtiden:

- Vi satser på jer, fastslog Mette Frederiksen.

Herefter var ordet frit, og eleverne fra 2.hf, 2.stx og 3.stx kunne skyde løs med skarpe spørgsmål. Eleverne var ivrige efter at debattere, og emnerne spændte bredt - lige fra burkaforbuddet til inklusion i folkeskolen.

Hvor skal pengene findes, hvis I ikke vil spare på uddannelser?

Hvordan skal Danmark kunne følge med fx Kina, uden at vi samtidig bukker under af stress?

Er det vigtigst for jer at holde fast i de socialdemokratiske værdier eller at få en masse stemmer?

”Dét er et rigtigt godt spørgsmål”, lød det mange gange fra politikeren, der roste elevernes spørgelyst. Flere elever markerede for at overtage mikrofonen, men tiden gik stærkt, og snart hastede Mette Frederiksen videre i sit travle program. Inden hun forsvandt i den røde valgbus, var der dog lige tid til et par selfies med nogle enkelte elever.

Mette Frederiksen