"Det er mega hyggeligt"

 
fredag D. 24. november 2017, kl. 10.11
Nye studieretningsklasser = nye klassekammerater. Alle elever i 1.stx har netop været et døgn på Nørgaards Højskole for at lære hinanden bedre at kende og give klasserne en god start.
Af Mette Brandt-Petersen

Hele ugen har de nydannede studieretningsklasser skiftevis været på introtur. Torsdag morgen er turen kommet til 1.lm (musik) og 1.s (samfundsfag/matematik), der kører i bus mod Bjerringbro, hvor de skal bo på højskole det næste døgn.

På Nørgaards Højskole bliver eleverne modtaget i døren. Herefter er der velkomst, der starter - på ægte højskolemanér - med fællessangen ”Jeg ved en lærkerede”. Og snart rammes eleverne af højskolestemningen: Her rydder alle op efter sig selv, og alle har fri adgang overalt på skolen. Blandt andet kan de styrketræne i motionsrummet eller jamme i musiklokalet - noget der især får musikeleverne til at lyse op i smil. 

- Det er mega hyggeligt og meget frit, at man kan gøre, hvad man vil under eget ansvar, siger Anna Juul fra 1.ml, og hun fortsætter:

- Jeg kender på forhånd de fleste i min nye klasse, men jeg synes alligevel, det er rart, at vi lærer hinanden at kende på en ny måde. De fælles oplevelser uden for klasselokalet giver et stærkere sammenhold, og vi får mere at tale med hinanden om.

Højskolen har strikket et sjovt og varieret program sammen til eleverne, og de kommer ikke til at kede sig: Først bliver de kastet ud i stomp, som nærmest får taget til at lette. Efter frokost bliver eleverne sendt på fotomaraton af Morten Rygaard, der er én af Danmarks førende fotografer og leveringsdygtig i anekdoter om de mange kendisser, han har portrætteret. Eftermiddagen byder på aktiviteter i luften, da eleverne bliver udfordret i det høje klatretårn. Og efter aftensmaden skal eleverne til en blueskoncert - og herefter er der ”fri leg” med fx basketball, perleplader eller måske en jamsession.

Dagen efter kører 1.lm og 1.s tilbage på gymnasiet - en smuleklatøjede - og efter en hurtig evaluering af turen, fordufter de hjemad.

Se billeder fra introturen i fotogalleriet her.