Røde kinder & blå fingre

 
mandag D. 27. november 2017, kl. 15.34
På årets idrætsdag dystede eleverne i crossfit, dans, fodbold, vandpolo, basketball, udklædning og meget andet. Til sidst løb 2.y med førstepræmien, mens 3.i hev sejren hjem i tovtrækning.
Af Mette Brandt-Petersen

Mandag vrimlede det med julemænd, nonner, nørder, bønder og zombier på gymnasiet - det var tid til årets idrætsdag. Dagen startede med hygge i klasserne, hvor eleverne lavede kampråb og klædte sig ud. Herefter var der fælles opvarmning i Hobro Idrætscenter, inden eleverne tog hul på dagens mange discipliner. De elever, der havde overskud, kunne høste ekstra point til klassen ved at løbe en tur rundt om skolen.

Umiddelbart var alt, som det plejede, men alligevel var noget helt, helt anderledes. Den sædvanlige sensommervarme var nemlig udskiftet med kulde, regn og grå himmel - idrætsdagen var flyttet til slutningen af november, og dét var der en god grund til: Eleverne i 1.stx har netop afsluttet deres grundforløb, og først nu ved de, hvem de skal gå i klasse med resten af deres gymnasietid. Derfor blev det besluttet at flytte idrætsdagen, så aktiviteterne forhåbentlig kunne ryste de nye klasser sammen.

På grund af årstiden var mange aktiviteter rykket indendørs, men ikke alle. Nogle elever spillede fodbold på kunstgræsplænen, mens andre løb orienteringsløb eller langdistance (10 eller 15 km) i Østerskoven, og dét var en kold fornøjelse med blå knæ og klaprende tænder.

Indenfor på skolen - i tørvejr og varme - sad Jeanette, Sebastian og Lasse fra 1.c og samlede kræfter efter at have spillet basketball. Hvad syntes de om deres første idrætsdag på Mariagerfjord Gymnasium?

- Det er selvfølgelig træls, at vejret ikke har været så godt. Men det har været rart, at idrætsdagen er rykket til november, hvor de nye klasser er dannet, så vi kan ’bonde’ med hinanden, lød det fra Jeanette.

Idrætsdagen sluttede i Hobro Idrætscenter, hvor klasserne skulle kæmpe mod hinanden i tovtrækning. Der blev hujet og heppet, så det gav genlyd i hele hallen, og til sidst hev 3.i sejren hjem og vandt flødeboller til klassen. Herefter skulle pointene tælles sammen, så vinderen af årets idrætsdag kunne kåres. 2.d vandt udklædningskonkurrencen forklædt som nonner, men det rakte desværre ikke til en plads på podiet. Derimod gik sejren til:

1. plads: 2.y, der vandt bowling med leje af sko
2. plads: 3.e, der vandt bowling uden leje af sko
3. plads: 2.i, der vandt sandwich til klassen

Stort tillykke!

Du kan se flere billeder fra idrætsdagen i fotogalleriet her og på Instagram her. Nordjyske var med på den kolde idrætsdag i november - læs med her.