GYM4INDIA gør en forskel

 
onsdag D. 04. oktober 2017, kl. 21.43
Hvad er GYM4INDIA, og hvorfor er det en god sag at støtte? Dét fik eleverne på 1. årgang svar på, da de var til fællestime i dag med Tine Elisabeth Larsen, der er stifter af Dansk - Indisk Børnehjælp.
Af Mette Brandt-Petersen

Udenfor var vejret gråt, vådt og blæsende, men indenfor tog Tine Elisabeth Larsen hele salen med på en rejse til det eksotiske og farverige Indien. Et land fyldt med kontraster, fortalte hun. Et land med kaster, korruption og kolossal fattigdom. Og et land, hvor cirka 62 millioner piger og kvinder manglede i 2011.

Ifølge Tine Elisabeth Larsen er der flere årsager til kvindernes forsvinden, men overordnet set handler det om, at mange piger er uønskede, fordi de er en økonomisk byrde for deres familier. Eller som en indisk talemåde forklarer det: ”Dét at få piger er som at vande naboens mark”. Pigerne bliver nemlig giftet bort i arrangerede ægteskaber med overdådige bryllupper og dyre medgifter som fx smykker, en bil eller lejlighed betalt af brudens familie.

- ”Kun hende, der har født en søn, er en sund hustru”, hvisker præsten til bruden ved brylluppet, fortalte Tine Elisabeth Larsen.

Der hviler altså et stort pres på kvinderne, og kønsselektive aborter på raske pigefostre og drab på pigebørn efter fødslen er udbredt i Indien. Og lykkes det slet ikke at føde en søn, risikerer kvinderne at blive slået ihjel af svigerfamilien, så manden kan gifte sig med en ny kvinde og prøve lykken igen.

Pigerne får en ny fremtid

Da Tine Elisabeth Larsen første gang rejste til Indien, fik hun et kulturchok, og hun blev hurtigt enorm taknemmelig over at bo i Danmark. Oplevelserne havde bidt sig fast, og d. 10. januar 1998 stiftede hun Dansk - Indisk Børnehjælp - og knapt et år senere blev børnehjemmet for piger i delstaten Tamil Nadu oprettet sammen med den indiske partner WEEDS. 

I dag råder de over 5 hektar jord og arbejder hele tiden på at blive selvforsynende. Det sker blandt andet gennem økologisk, biodynamisk og økologisk beplantning, solceller og en solcelledreven vandpumpe. Pigerne går i en kommunal skole, og hver eftermiddag får børnene ekstra undervisning og lektiehjælp af en lærer, der kommer på børnehjemmet. Desuden har de pligter og lærer at holde hus og lave mad, fx hvordan man koger ris. Alt sammen har til formål at give pigerne en fremtid, hvor de bliver i stand til at kunne klare sig selv og tjene penge.

Ifølge Tine Elisabeth Larsen er det hele skabt via midler fra Danmark - ikke offentlige midler, men gennem arbejde som fx GYM4INDIA. Hver en krone gør en stor forskel for børnehjemmet og for pigerne, understregede hun.

Støtteprojektet på Mariagerfjord Gymnasium skal blandt andet bidrage til, at pigerne får en uddannelse. To af pigerne er Arul Mozhi og Roja, der lige nu er i gang med deres tredje år som sygeplejerskestuderende. Og selvom de nu er flyttet på kollegium, omtaler de stadig børnehjemmet som ”hjemme”. I sommer fik Mariagerfjord Gymnasium et brev fra dem, hvor de blandt andet fortalte: ”Vi er rigtig glade for at gå på skolen og er meget taknemmelige over at få mulighed for at uddanne os til sygeplejerske - i vores arbejde i lokalområdet har vi kunnet mærke, at der er stor brug for vores fag, og vi glæder os til at blive færdige med uddannelsen og få job som sygeplejersker.”

Du kan også være med!

Ved dagens fællestime fik den humanitære forening overrakt 3.100 kr., der er en del af gymnasieelevernes indsamlede beløb. Pengene er øremærket et nyt tv til børnehjemmet, da deres gamle fjernsyn er gået i stykker. Derudover har GYM4INDIA tidligere på året doneret et nyt køleskab til børnehjemmet, da deres gamle pludselig gik i stykker.

Pengene fra Mariagerfjord Gymnasium er indsamlet gennem forskellige aktiviteter. I skoleåret 2016-17 stod GYM4INDIA blandt andet bag et arrangement i Hobros gågade, hvor der blev solgt indisk mad, te og postkort. Der blev også afholdt en klasseindsamling, hvor 2.y løb med æren og en vandrepokal, fordi det lykkedes klassen at indsamle flest penge.

- Den største succes var støttekoncerten, som vi lavede sammen med fredagscaféen. Der var stor opbakning, og vi fik solgt en masse toast, så det vil vi helt sikkert gøre igen. Faktisk har vi planer om at sælge toast til alle fredagscaféer i år, fortæller Julie (3.e) og fortsætter:

- Jeg synes, det er en god sag at støtte, og samtidig har vi det hyggeligt i gruppen. Indimellem hører vi nyt fra børnehjemmet i Indien, og det er spændende at få et indblik i en helt anden verden.

GYM4INDIAs arbejdsgruppe har allerede flere idéer til, hvordan gymnasiet kan samle penge ind til børnehjemmet i Indien. Har du lyst til at være med i planlægningen og aktiviteterne, kan du hive fat i Søren Urup (soeu@mf-gym.dk).

Du kan følge GYM4INDIA på Facebook her - og læse mere om Dansk - Indisk Børnehjælp her.

GYM4INDIA