Afrikas heksebørn

 
onsdag D. 22. november 2017, kl. 14.54
Sjældent har en fyldt sal været så stille som onsdag eftermiddag, hvor gymnasiet havde besøg af Anja Ringgren Lovén. Hendes beretning om heksebørnene i Nigeria gjorde stærkt indtryk på alle.
Af Mette Brandt-Petersen

Anja starter fællestimen med en advarsel: Hun vil vise barske billeder og videoklip, for sådan er virkeligheden i Nigeria. Et af verdens farligste og mest korrupte lande, hvor hun driver et børnehjem for de såkaldte heksebørn.

I 2012 etablerede Anja sin egen nødhjælpsorganisation DINNødhjælp, og siden er det gået imponerende stærkt. I 2016 blev hun kåret til at være verdens mest inspirerende person - efterfulgt af Barack Obama på en andenplads og Paven på en tredjeplads. Hun har mødt Dalai Lama, som smilende fortalte, at hun er én af hans helte. Og i øjeblikket er hun nomineret til ”Årets dansker 2017” af Berlingske.

Gør en forskel

En grå vinterkold eftermiddag i Hobro vil Anja inspirere gymnasieeleverne til også at gøre en forskel. Hun understreger dog, at hun ikke kan give en færdig opskrift på, hvad de skal gøre, men hun vil fortælle, hvordan hun bar sig ad.

Hendes historie starter i Frederikshavn, hvor hun med egne ord fik ”omsorg, næstekærlighed og empati ind med modermælken”. Samtidig havde hun en stor interesse for Afrika, og da det var før internettets tid tilbragte hun megen tid på biblioteket med næsen i bøger om de fremmede kulturer. Efter gymnasiet ville Anja ud og mærke verden, og hun blev stewardesse, der rejste kloden rundt.

På et tidspunkt vendte hun hjem til Danmark og slog sig ned i Aarhus, hvor hun blev butikschef for en tøjbutik. Hun boede i en fin lejlighed, havde modetøj og rejste rundt til modemesser i Europa, men var hun lykkelig? Anja indså, at hun ikke udlevede dét, hun egentlig drømte om; nemlig at gøre en forskel for udsatte børn i verden. Derfor solgte hun alt, hun ejede, og rejste til Afrika for at lave frivilligt arbejde.

Land of Hope

I dag er Anja kendt som den seje frederikshavner med ben i næsen og hjertet på rette sted, som rejste til Afrika og dedikerede sit liv til at redde de udstødte heksebørn. Hun blev for alvor kendt, da billederne af hende og det udsultede heksebarn, Hope, gik verden rundt.

Hope er blot ét ud af mange børn, som Anja og DINNødhjælp har reddet fra nigerianske landsbyer, hvor overtroen er udbredt. Ifølge overtroen er heksebørnene skyld i landsbyens ulykker som fx en fejlslagen høst eller dødsfald, og straffen er hård. Børnene bliver tortureret, brændt levende, halshugget eller udstødt af deres landsby. Ifølge Anja udnyttes landsbybeboernes uvidenhed og overtro, fx tjener præster penge på at uddrive dæmoner fra heksebørnene. Der brug for en dialog med nigerianerne, og derfor arbejder Anja med oplysningsarbejde i landsbyerne for at forhindre overgrebene.

I dag bor der 53 børn på børnehjemmet, der ligger på et stort stykke land kaldet ”Land of Hope”, der blandt andet også rummer en skole og lægeklinik. Her får børnene et nyt hjem, tryghed og skolegang - og netop uddannelse er vigtigt, understreger Anja og illustrerer det med et eksempel: ”De skal ikke have en fisk, men en fiskestang, så de kan klare sig selv i fremtiden. Derfor er uddannelse den største gave, vi kan give de afrikanske børn.”

Efter fællestimen benyttede flere lejligheden til at hilse på Anja og rose hende for det imponerende arbejde.

Du kan læse mere om Afrikas heksebørn på hjemmesiden www.dinnoedhjaelp.dk. På Facebook kan du følge Anja her og DINNødhjælp her.

Heksebørn