En vild oplevelse!

 
tirsdag D. 21. juni 2016, kl. 11.36
Tirsdag blev Mia og Regitze studenter efter et travlt forår, hvor de har deltaget i Unge Forskere.
Af Mette Brandt-Petersen

I dag fik Mia og Regitze fra 3.x deres studenterhuer på efter sidste eksamen i Matematik. De kan nu se tilbage på et travlt forår, hvor de har deltaget i finalen i talentkonkurrencen Unge Forskere, der blev afholdt i København. Mia kvalificerede sig med sin SRP-opgave om Enzymkinetik, mens Regitze skrev SRP om Statistisk analyse af vælgeradfærd.

Mia: Det har været et presset forår, men når vi nu kigger tilbage, har det været det hele værd.

Regitze: Vi vandt ikke noget til finalen, men var en vild oplevelse.

9 eksamener på en dag

Mia: I konkurrencen mødte vi en masse, der var engagerede og virkelig gik op i det, de lavede. Og det var nemt at falde i snak med nye mennesker, fordi vi havde en fælles naturvidenskabelig interesse.

Regitze: Ja, der var altid én, der ville fortælle: ”Det forsker jeg i”. Folk brændte bare for det.

Mia: Det var også privilegeret at få lov til at snakke med så mange eksperter. Et af mine jurymedlemmer var fx Danmarks yngste læge, og en uge efter vi havde været til finalen, var han pludselig i alle store medier, fordi han har opfundet en ny behandling af hjertestop.

Har I kunnet bruge jeres oplevelser i forbindelse med studentereksamen?

Regitze: Ja, jeg har ikke været så nervøs for eksamenerne. Mere spændt. 

Mia: Jeg har også tænkt: ”Jamen, det er jo bare ligesom i København”. I konkurrencen skulle vi flere gange fremlægge vores projekter for jurymedlemmer, og hver gang mindede det om en mundtlig eksamen, hvor man fik kritiske spørgsmål. Det svarede faktisk til ni eksamener på en eftermiddag, og derfor har studentereksamen ikke virket så skræmmende.

Blod på tanden

Mia: Der var også en masse skoleklasser, der besøgte ”Science i Forum” i København, og det var spændende at skulle forklare mit projekt for dem. Børn på 10 år ved jo ingenting om Enzymkinetik, men så prøvede jeg at forklare det ved hjælp af hverdagseksempler. Og de fangede selvfølgelig ikke hele essensen af mit projekt, men de forstod pludselig, at ”hende der arbejder med sådan noget, der gør, at det inde i chokoladeskildpadder er flydende”. 

Regitze: Ja, og på den måde har vi måske været med til at vække deres interesse for naturvidenskaben.

Det lyder heller ikke til, at jeres interesse for naturvidenskab er blevet mindre efter den her oplevelse?

Begge i munden på hinanden: Nej, overhovedet ikke, ha ha!

Mia: Jeg har fået blod på tanden, og jeg vil helt sikkert arbejde videre med noget inden for det her område. Jeg regner med, at jeg skal studere enten medicin eller molekylærmedicin.

Regitze: Jeg skal læse medicin, så det er i en lidt anden boldgade, men det er stadig den samme undersøgelsesform, jeg gerne vil arbejde videre med.