En dag med visioner

 
fredag D. 25. september 2015, kl. 15.20
Fredag var elever og lærere samlet hele dagen for at tegne et billede af det gymnasium, alle drømmer om.

God karma og kærlighed strømmede gennem gymnasiet, da elever og lærere var samlet til det største gruppearbejde i skolens historie. Emnet var skolens visioner, og hvordan de kan blive realiseret.

Fra morgenstunden blev eleverne delt ind i grupper på tværs af uddannelser og klasser. Første opgave var at vælge ord, som er vigtige for drømmegymnasiet. Hvad kendetegner den gode lærer, elev og leder? Er det engagement, kreativitet eller noget helt tredje, der tæller? Gruppernes diskussioner resulterede i store, farverige plancher, og inden frokostpausen blev de tre mest inspirerende tegninger udpeget. Imens var lærerne samlet i salen, hvor de gennemførte samme forløb.

Efter frokost mødtes alle – elever, lærere og ledelse – i Grønnegården for at udveksle synspunkter og samle op på dagens gruppearbejde.

- Det har været godt med en dag i skolens tegn, hvor der har været tid til at gå i dybden og mulighed for at reflektere sammen med lærerne og ledelsen, siger Anne Sofie fra 3.e, der bakkes op af sine venner.

Arrangementet og de livlige debatter blev styret af fem personer fra virksomheden ”Demokrati i praksis”.